KOMMENTAR: Trump tror, at han kan gå på vandet – men den her gang fik partifællerne nok

16x9
I nat dansk tid annoncerede Trump, at det næste G7-topmøde alligevel ikke skal holdes på præsidentens eget golfresort i Miami. Foto: Michele Eve Sandberg / Ritzau Scanpix

Den seneste sammenblanding af politiske og privatøkonomiske interesser var alligevel for problematisk for partifællerne.

- Som så mange initiativer i Trumps præsidenttid lød det først som en vittighed.

Sådan beskrev en leder i avisen Washington Post præsident Trumps seneste besvær med at holde politiske og privatøkonomiske interesser adskilt.

I nat dansk tid annoncerede Trump nemlig, at det næste G7-topmøde alligevel ikke skal holdes på præsidentens eget golfresort i Miami. I et tweet postulerede præsidenten, at kovendingen skyldtes ”mediernes og Demokraternes hysteri og irrationelle fjendtlighed”.

Præsidenten påstod, at han gjorde ”noget godt for vores land" ved at bruge resortet, som ifølge præsidenten selv skulle være en bedre lokation end alternativerne.

Præsidenten tweetede også, at han havde tilbudt at agere som vært – i dobbelt forstand – for topmødet uden at tjene penge på foretagendet, men at mediernes og Demokraternes skingre reaktion have gjort, at præsidentens eget golfresort nu ikke længere kom i betragtning.

Presset kom fra politisk ligesindede

Jeg har svært ved at købe præsidentens forklaring om, at det skulle være Demokraternes og mediernes ”skyld”, at topmødet alligevel ikke skal afholdes på præsidentens eget golfresort.

Det kendetegner mildest talt ikke Donald Trumps præsidentskab at gå synderlig meget op i, hvad – for at bruge præsidentens foretrukne udtryk om de to aktører - ”fake news-medierne” og ”de radikale venstreorienterede demokrater” mener.

Det forekommer snarere sandsynligt, at det var politisk ligesindede frem for oppositionens og pressens kritik, der fik Trump til at trække i land.

Ifølge præsidentens stabschef, Mick Mulvaney, var det præsidenten selv, der både foreslog og valgte det økonomisk trængte resort som værtssted til G7-topmødet.

At selvsamme Mulvaney nu i løbet af en weekend er gået fra at annoncere og forsvare beslutningen til på landsdækkende tv at sige, at det er ”den rigtige beslutning” at trække i land, illustrerer på fornem vis, hvor uigennemtænkt beslutningen var til at begynde med.

'Teflon Don' under beskydning

Præsident Trumps opbakning blandt republikanske vælgere og partifællernes modvilje til at gå op imod Trump har med tiden fået et nærmest mytisk strejf i medierne, hvor Trump gerne karakteriseres som ”Teflon Don”.

Ikke overraskende var den umiddelbare udlægning derfor også mange steder, at præsidenten nok også ville kunne slippe af sted med at agere vært for et internationalt topmøde på sit eget golfresort. Som en rådgiver formulerede det, så er præsident Trump blevet ”frygtløs”, eftersom han igen og igen har set, at hans politiske støtter ikke går imod ham:

- Han (Trump, red.) er ligeglad med den støj, der kommer fra medierne og venstrefløjen. Han har demonstrereret, at han er skudsikker.

Hvis vi skal blive i skudanalogien, må man dog konstatere, at Trump tilsyneladende ikke længere bærer en skudsikker vest.

Kritikken fra partifællerne er ved at blive mere udpræget.

Repræsentanternes Hus skulle i denne uge have stemt om en resolution, der fordømte præsidentens beslutning at blande politiske og privatøkonomiske interesser sammen. En resolution, som mange af præsidentens republikanske partifæller nok havde støttet.

Det samme gør sig gældende hos tv-stationen Fox News og avisen Wall Street Journal. Sidstnævnte var stærkt kritisk overfor den oprindelige G7-beslutning og skrev i en leder, at ”det i bedste tilfælde var dårlig politiske dømmekraft at holde topmødet på et Trump-resort.”

På tærsklen til en rigsretssag

Som jeg også har pointeret for nyligt, kan man godt undre sig over præsidentens ageren.

Trump står på tærsklen til en rigsretssag og har med tilbagetrækningen fra Syrien lagt sig ud med store dele af det republikanske bagland.

Der er med andre ord tale om en presset præsident, der efter alt at dømme skal satse på den interne opbakning i de kommende måneder, hvis han ikke som den første amerikanske præsident skal afsættes igennem impeachment-processen.

I sådan en situation er det mildest talt ikke dygtigt politisk håndværk at begå sådan en ”unødvendig fejl”, som National Reviews Andrew McCarthy, der ellers er en trofast Trump-støtte, karakteriserede præsidentens G7-beslutning i fredags.

Det stinker af korruption

Det kræver ikke ligefrem en doktorgrad i statskundskab for at kunne se, at det stinker langt væk af korruption, når USA's præsident er fløjtende ligeglad med at trække en streg i sandet mellem sit politiske og private virke.

Uagtet at præsident Trump trak i land i sidste ende, må man undre sig over, at det overhovedet var muligt, at denne åbenlyse interessekonflikt fik lov til at opstå i første omgang.