KOMMENTAR: Er Bernie Sanders tilbage eller på vej i glemslen?

16x9
Da det kom frem, at det nyvalgte demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez officielt ville erklære sin støtte til senator Bernie Sanders ved et vælgermøde i New York lørdag, var det breaking news. Foto: Andrew Kelly / Ritzau Scanpix

Det har været en god uge for Bernie Sanders, men senatorens valgkamp står ved en skillevej.

Det er sjældent, at det vækker den store opmærksomhed, når en præsidentkandidat får en støtteerklæring. Den slags sker konstant i løbet af valgkampen, og alene i det demokratiske primærvalg har der været mere end 150 støtteerklæringer til præsidentkandidaterne indtil videre.

Men da det i løbet af tirsdagen kom frem, at det nyvalgte demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez officielt ville erklære sin støtte til senator Bernie Sanders ved et vælgermøde i New York lørdag, var det breaking news.

Et strejf af stjernestøv

At Ocasio-Cortez valgte at støtte Sanders, kommer egentlig ikke som den store overraskelse. Kongresmedlemmet arbejdede for Sanders under valgkampen i 2016 og ligger politisk tættere på Sanders end på den anden prominente progressive politiker i 2020-valgkampen, Elizabeth Warren, som også havde håbet på at få hendes støtte.

Når det alligevel er en national nyhed, hvem et nyvalgt kongresmedlem vælger at støtte, skyldes det, at Alexandria Ocasio-Cortez har et strejf af stjernestøv over sig. Kongresmedlemmet har mere end fem millioner følgere på Twitter og er en af få amerikanske politikere, som mange amerikanere er på fornavn eller forkortelse (”AOC”) med.

Antallet af følgere er ikke nødvendigvis er lig med politisk indflydelse - det har jeg skrevet om for nylig - men det skal ikke underkende, at det er en stor skalp for Sanders at få Ocasio-Cortez` støtte.

Sanders står ved en skillevej

Det lyder måske en anelse dramatisk, taget i betragtning af at der er små fire måneder til, at de første demokratiske vælgere faktisk går til stemmeurnerne: men det er nok ved at være sidste udkald for Bernie Sanders.

Senatoren har stået i stampe i meningsmålingerne i flere måneder og har måttet se en anden progressiv kandidat, Elizabeth Warren, stryge forbi og indtage rollen som førsteudfordrer, blandt andet ved at nappe en stor del af Sanders 2016-vælgere.

Bookmakerne giver efterhånden senatoren en lige så lille chance for at vinde nomineringen, som 2016-rivalen Hillary Clinton, der ikke engang stiller op i den her omgang.

Skovler penge ind

Her kan man selvfølgelig anføre, at Sanders selv i sin velsagtens værste fase i valgkampen fortsat kan mønstre omtrent 15-17 procent opbakning i de nationale meningsmålinger og i de to første delstater, Iowa og New Hampshire, hvor Demokraterne afholder primærvalg.

Men taget i betragtning af, at Sanders fik henholdsvis 50 og 60 procent af stemmerne i de delstater i 2016, er der heller ikke just tale om imponerende resultater.

Da senatoren har været god til at skovle penge ind – væsentlig bedre end eksempelvis Joe Biden, der spås bedre chancer for at vinde nomineringen, er der heller ikke noget, som tyder på, at Sanders skulle løbe tør for penge inden længe.

Kan Sanders bygge på?

Med andre ord har Bernie Sanders et fundament, men det er tvivlsomt, hvorvidt senatoren er i stand til at bygge på, så han bliver en seriøs udfordrer til Joe Biden og Elizabeth Warren.

Som datajournalisten Nate Silver har pointeret, så kan støtteerklæringerne fra Alexandria Ocasio-Cortez samt to andre ret prominente venstreorienterede kongresmedlemmer, Ilhan Omar og Rashida Tlaib, måske være et skridt i den rigtige retning.

Men det skal følges op ved, at Sanders bliver bedre til at udvide sin vælgerbase. For hvis støtteerklæringerne fra de venstreorienterede kongresmedlemmer i sidste ende bare signalerer, at man kan forvente mere af det samme fra Sanders, vil senatoren få yderst svært ved at blive en seriøs udfordrer til den nuværende førerduo bestående af Biden og Warren.

'Bernie is back'

Her og nu må man sige, at den selverklærede demokratiske socialist ikke kunne have haft en meget bedre uge: fortællingen om, at "Bernie is back" blev lanceret ganske overbevisende, ikke mindst af polemikeren Michael Moore, der holdt en brandtale for Sanders lørdag.

Små to uger efter at være blevet indlagt på hospitalet efter et hjerteanfald havde Sanders en af sine stærkeste uger i valgkampen. Senatoren leverede en glimrende præsentation til Demokraternes tv-debat i tirsdags og afsluttede ugen med et velbesøgt og veldækket vælgermøde og en støtterklæring fra prominente venstrefløjspolitikere og aktivister.

Nu bliver det interessant at se, om valgmødet lørdag og støtteerklæringen fra Alexandria Ocasio-Cortez er enden på begyndelsen eller begyndelsen for enden for Sanders` præsidentdrømme.