Udland

Fodboldtræner afvæbnede elev på amerikansk skole og krammede ham: - Han havde min medfølelse

Den studerende forsøgte at tage sit eget liv i klasselokale.

En amerikansk fodbold- og løbetræner på Parkrose High School i Portland, Oregon, Keanon Lowe, blev i maj hyldet for at have tacklet en studerende med et gevær.

Nu er der blevet frigivet en video fra skolen, der fortæller en anden historie. For Lowe tacklede ikke den studerende, han krammede ham.

Ville tage sit eget liv

Den studerende havde i et klasselokale forsøgt at tage sit eget liv, men da han trykkede på aftrækkeren, skete der ingenting.

Her greb træneren ind og tog geværet fra ham, før de sammen gik ud på gangen.

På videoen i toppen af artiklen, kan man se, hvordan Lowe har geværet i hånden og holder den unge mand lidt på afstand.

Kort efter kommer en anden af skolens medarbejder og tager våbnet, hvorefter træneren straks omfavner den studerende og holder ham tæt.

- I det øjeblik havde han min medfølelse. Ofte, især når du er ung, er du ikke klar over, hvad du laver, før det er overstået, siger Keanon Lowe ifølge CNN.

Slipper for fængsel

Den lokale anklager har oplyst, at den studerende havde sendt selvmordsbreve til flere af de andre studerende på skolen. Våbnet blev aldrig peget på nogen andre end ham selv under episoden.

- Vores efterforskning har vist, at han ikke havde til hensigt at gøre andre end ham selv ondt, da han var på Parkrose High School, sagde den lokale viceanklager Parakam Singh.

Sagen sluttede i sidste uge, da den unge mand erkendte sig skyldig i ulovlig besiddelse af et skydevåben i en offentlig bygning og besiddelse af et ladt våben i det offentlige rum, og blev idømt tre års betinget fængsel.

Gennem de tre år skal han følge nogle særlige retningslinjer, og han skal i behandling for psykiske problemer.