En dårlig aftale er alligevel bedre end ingen aftale

16x9
Lørdag forsøger Boris Johnson at få sin Brexit-aftale godkendt af det britiske underhus. Foto: Uk Parliamentary Recording Unit Handout / Ritzau Scanpix

Boris Johnson har vægtet hensynet til konservative hardliners højere end den nordirske støtte.

Boris Johnsons Brexit-aftale, som han lørdag forsøger at få igennem i det britiske underhus, er på papiret dårligere end Theresa Mays, men har større chance for at blive vedtaget og belønnet af de britiske vælgere. Selv hvis han taber afstemningen, er en forhandlet aftale bedre end udsættelse og usikkerhed, som indtil nu er det eneste, hans politiske modstandere kan tilbyde.

Men vi kommer ikke udenom, at på papiret er Boris Johnsons aftale dårligere end Theresa Mays. Hans plan skaber reelle forskelle mellem Nordirland og Storbritannien, samtidig med den medfører markant mere bureaukrati for erhvervsliv og borgere.

EU var stålsatte på ikke at gå på kompromis med beskyttelsen af det indre marked. Samtidig har EU fastholdt, at i tilfælde af man ikke kunne nå til enighed om en handelsaftale, så ville EU's regler gælde – det såkaldte bagstop. Theresa May var afhængig af stemmerne fra de nordirske mandater fra DUP. Derfor ændrede hun bagstopperen, så den skulle gælde for hele UK. Det var gift for de hårdeste brexiteers.

Hvad er bagstopperen?

En afgørende detalje i den Brexit-aftale, som tidligere premierminister Theresa May blev enig med EU om, er bagstopperen, der skal sørge for, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Det er en mekanisme, der giver Storbritannien og EU to år til at forhandle en ny aftale hjem om deres fremtidige samarbejde og samhandel. Kan de ikke enes inden for den tidsramme, aktiveres bagstopperen, og Storbritannien forbliver en del af EU's toldunion.

Mange kritikere frygter, at det vil tvinge briterne til at underlægge sig EU-regler på ubestemt tid.

Boris Johnson – mødt med modstand fra EU – har været nødsaget til at tage et strategisk valg i forhold til opbakningen i parlamentet. Han er derfor gået på kompromis med, hvad han lovede DUP og sit bagland, og så har han lavet en nordirsk løsning. Derved har han ofret støtten fra DUP.

Boris Johnson har således strategisk valgt hensynet til de hardliner brexiteers i den konservative parlamentsgruppe højere. Aftalen giver nemlig mulighed for, at Storbritannien med det samme kan påbegynde nye frihandelsaftaler med for eksempel USA, som har været de konservative parlamentarikeres ønske, hvilket ikke var muligt i Theresa Mays aftale. Slutteligt vil Storbritannien endegyldigt ikke længere være underlagt EU-domstolen – noget, som har været en torn i øjet på konservative igennem Storbritanniens 40 årige medlemskab.

Boris har ofret DUP, fordi han har vurderet, at vigtigst af alt var at komme hjem med en aftale, som hele det konservative kunne støtte. Med den i hånden har han fuldstændig afmonteret den kritik, der har været rettet mod ham, om at han ikke indgik i reelle forhandlinger med EU. Selv hvis han taber den vigtige afstemning i dag, kan han sige til befolkningen og det britiske erhvervsliv, at han ville få Brexit Done. Briterne ønsker sig mere end noget andet vished og afklaring. Oppositionen kan derimod kun tilbyde diffuse løfter om en "bedre aftale" samt mere udsættelse og usikkerhed.

Derved er aftalen både konstrueret politisk til at få størst mulig opbakning i parlamentet og samtidig sikre sig det bedste afsæt for et kommende valg. Et valg, som enten kommer i kølvandet på en forhandlet aftale eller i slipstrømmen af et splittet parlament og kaos. Derfor er en dårlig aftale alligevel bedre end ingen aftale – selvom vi har hørt uendeligt mange gange fra de konservative, at no deal is better than a bad deal.

Det er imponerende politisk håndværk, at han er snublende tæt på at være den leder, der løser Brexit-knuden, imens han samtidigt har sikret enighed i sit parti og neutraliseret truslen fra Farages Brexit parti. Samtidig vil et nederlag vise befolkningen og erhvervslivet, som er så uendelig træt af Brexit, at det kun er ham, der ville levere det.

Her står Boris Johnson unægtelig stærkt - og koblet med et valgprogram, der lover massive investeringer i sundhed, infrastruktur og lov og orden, vil vejen være banet for konservativ fremgang. Hvilket i sidste ende er Boris Johnsons første og sidste interesse.