Trump udr√•ber v√•benhvile som et 'utroligt udfald' ‚Äď jeg er tilb√łjelig til at give ham ret

16x9
Den amerikanske præsident Donald Trump taler om våbenhvilen mellem Tyrkiet og kurderne, idet han ankommer til Fort Worth i Texas, USA. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Den annoncerede aftale mellem USA og Tyrkiet om en våbenhvile i Syrien deler vandene.

Torsdag indgik USA og Tyrkiet en aftale, der blandt andet sikrer en v√•benhvile mellem kurdere og Tyrkiet i det nord√łstlige Syrien. Og p√• Twitter h√¶vdede pr√¶sident Trump , at det ikke havde v√¶ret muligt at indg√• aftalen tidligere, og at den indg√•ende aftale er 'alle tiders for alle'.

Kritikerne vil n√¶ppe k√łbe den forklaring. De vil snarere p√•pege, at pr√¶sidentens argumentation svarer til, at man gav en pyroman t√¶ndstikker til at s√¶tte ild til naboens hus for derefter at vente flere dage med at slukke branden i det nu n√¶sten nedbr√¶ndte hus og efterf√łlgende udr√•be dette som et heroisk udfald.

Slukker Trump sin egen brand?

I kritikernes udlægning var det præsidents Trumps pludselige tilbagetrækning fra det nordlige Syrien, der overhovedet muliggjorde den tyrkiske invasion og militære konfrontation mellem Tyrkiet og kurderne, som våbenhvilen nu skal sætte en (midlertidig) stopper for.

For at blive i analogien: Forventer præsident Trump i ramme alvor at modtage ros for at have slukket den politiske brand, hans udenrigspolitiske beslutninger havde banet vejen for overhovedet kunne opstå?

Ærlig talt tror jeg, at den egentlige forklaring er lidt mere indviklet.

At pr√¶sident Trump har et br√¶ndende √łnske om at reducere USA's milit√¶re tilstedev√¶relse i Mellem√łsten er velkendt. At pr√¶sidenten ikke ser nogen politiske incitamenter til at k√¶mpe - i hans optik - andre landes konflikter, er ligeledes bekendt.

Med andre ord har pr√¶sident Trump igennem l√¶ngere tid haft et √łnske om at tr√¶kke de amerikanske tropper ud af Syrien, og den varslede tyrkiske invasion af det nordvestlige Syrien gav pr√¶sidenten en gylden mulighed for at g√łre netop det. Nu kunne Trump henvise til den storpolitiske og strategiske problematik forbundet med den forst√•ende tyrkiske invasion: Skal amerikanske tropper v√¶lge side i kamphandlinger mellem en allieret, kurderne, og et f√¶lles NATO-medlem, Tyrkiet?

√ėkonomisk afpresning eller indenrigspolitisk kalkule?

Kritikerne vil nok igen sige, at den egentlige problematik n√¶ppe drejer sig om geostrategiske overvejelser og USA's nationale interesser, men pr√¶sidentens personlige interesser. At fremmede magter som Tyrkiet og Rusland nok sidder inde med kompromitterende oplysninger om eksempelvis pr√¶sidentens privat√łkonomi og forretningsaktiviteter, der g√łr, at Trump g√•r mere op i at please Erdogan og Putin end at pleje alliancen med kurderne.

Det er selvsagt ikke til at sige, hvilken udl√¶gning der bev√¶ger sig t√¶ttest op af de faktuelle forhold i jernindustrien. M√•ske forholder det sig vitterligt, som pr√¶sidenten siger, at Erdogan f√łrst kunne f√•s til forhandlingsbordet, da sanktionerne kunne bruges som pressionsmiddel.

Men i s√• fald m√• man sp√łrge sig selv, hvorfor pr√¶sidenten ikke allerede tog denne √łkonomiske presbold i brug, f√łr Tyrkiet invaderede dele af det nordvestlige Syrien?

Svaret er nok, at pr√¶sident Trump ser en interesse i at f√• de amerikanske tropper ud af Syrien, s√¶rligt med henblik p√• det kommende amerikanske pr√¶sidentvalg, og derfor gl√¶deligt tog imod den tyrkiske invasion som en undskyldning for tilbagetr√¶kningen, men s√• blev overrumplet af det massive tv√¶rpolitiske ramaskrig, som Trumps beslutning blev m√łdt med i Washington.

Tyrkiet trak det længste strå

Ligeledes er det v√¶rd at stille skarpt p√•, hvor stor tyrkernes indr√łmmelser i praksis egentlig er, n√•r man skal analysere v√•benhvilen. Umiddelbart ser det ud som om, at Erdogan stadig f√•r det, som han vil have det, mens kurderne igen st√•r tilbage som den store taber. V√•benhvilen giver allern√•digst kurderne mulighed for at forlade den s√•kaldte sikkerhedszone, som tyrkerne √łnsker at etablere, og som har sendt hundredtusindvis af mennesker p√• flugt, mens Tyrkiet samtidig slipper for de varslede amerikanske sanktioner.

Så selvom præsidenten sandsynligvis har ret i, at våbenhvilen kan komme til at redde mange menneskeliv - om end det næppe er 'millioner af menneskeliv,' som Trump påstår - så er prisen for præsidentens febrilske feberredning tilsyneladende en våbenhvile, som man nok er gladere for i Moskva, Ankara og Damaskus end i Rojava eller Washington.

S√• n√•r pr√¶sidenten her til aften dansk tid skamroser sig selv og siger, at der er tale om et 'utroligt udfald', er jeg tilb√łjelig til at give Trump ret.

Det sker nemlig yderst sj√¶ldent, at en amerikansk pr√¶sident f√łrst vender det blinde √łjne til og giver gr√łnt lys til en milit√¶roperation mod en (tidligere) allieret, for efter otte dages kamphandlinger og enorme menneskelige omkostninger at udr√•be sig selv som civilisationens frelser.