Trump udråber våbenhvile som et 'utroligt udfald' – jeg er tilbøjelig til at give ham ret

16x9
Den amerikanske præsident Donald Trump taler om våbenhvilen mellem Tyrkiet og kurderne, idet han ankommer til Fort Worth i Texas, USA. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix

Den annoncerede aftale mellem USA og Tyrkiet om en våbenhvile i Syrien deler vandene.

Torsdag indgik USA og Tyrkiet en aftale, der blandt andet sikrer en våbenhvile mellem kurdere og Tyrkiet i det nordøstlige Syrien. Og på Twitter hævdede præsident Trump , at det ikke havde været muligt at indgå aftalen tidligere, og at den indgående aftale er 'alle tiders for alle'.

Kritikerne vil næppe købe den forklaring. De vil snarere påpege, at præsidentens argumentation svarer til, at man gav en pyroman tændstikker til at sætte ild til naboens hus for derefter at vente flere dage med at slukke branden i det nu næsten nedbrændte hus og efterfølgende udråbe dette som et heroisk udfald.

Slukker Trump sin egen brand?

I kritikernes udlægning var det præsidents Trumps pludselige tilbagetrækning fra det nordlige Syrien, der overhovedet muliggjorde den tyrkiske invasion og militære konfrontation mellem Tyrkiet og kurderne, som våbenhvilen nu skal sætte en (midlertidig) stopper for.

For at blive i analogien: Forventer præsident Trump i ramme alvor at modtage ros for at have slukket den politiske brand, hans udenrigspolitiske beslutninger havde banet vejen for overhovedet kunne opstå?

Ærlig talt tror jeg, at den egentlige forklaring er lidt mere indviklet.

At præsident Trump har et brændende ønske om at reducere USA's militære tilstedeværelse i Mellemøsten er velkendt. At præsidenten ikke ser nogen politiske incitamenter til at kæmpe - i hans optik - andre landes konflikter, er ligeledes bekendt.

Med andre ord har præsident Trump igennem længere tid haft et ønske om at trække de amerikanske tropper ud af Syrien, og den varslede tyrkiske invasion af det nordvestlige Syrien gav præsidenten en gylden mulighed for at gøre netop det. Nu kunne Trump henvise til den storpolitiske og strategiske problematik forbundet med den forstående tyrkiske invasion: Skal amerikanske tropper vælge side i kamphandlinger mellem en allieret, kurderne, og et fælles NATO-medlem, Tyrkiet?

Økonomisk afpresning eller indenrigspolitisk kalkule?

Kritikerne vil nok igen sige, at den egentlige problematik næppe drejer sig om geostrategiske overvejelser og USA's nationale interesser, men præsidentens personlige interesser. At fremmede magter som Tyrkiet og Rusland nok sidder inde med kompromitterende oplysninger om eksempelvis præsidentens privatøkonomi og forretningsaktiviteter, der gør, at Trump går mere op i at please Erdogan og Putin end at pleje alliancen med kurderne.

Det er selvsagt ikke til at sige, hvilken udlægning der bevæger sig tættest op af de faktuelle forhold i jernindustrien. Måske forholder det sig vitterligt, som præsidenten siger, at Erdogan først kunne fås til forhandlingsbordet, da sanktionerne kunne bruges som pressionsmiddel.

Men i så fald må man spørge sig selv, hvorfor præsidenten ikke allerede tog denne økonomiske presbold i brug, før Tyrkiet invaderede dele af det nordvestlige Syrien?

Svaret er nok, at præsident Trump ser en interesse i at få de amerikanske tropper ud af Syrien, særligt med henblik på det kommende amerikanske præsidentvalg, og derfor glædeligt tog imod den tyrkiske invasion som en undskyldning for tilbagetrækningen, men så blev overrumplet af det massive tværpolitiske ramaskrig, som Trumps beslutning blev mødt med i Washington.

Tyrkiet trak det længste strå

Ligeledes er det værd at stille skarpt på, hvor stor tyrkernes indrømmelser i praksis egentlig er, når man skal analysere våbenhvilen. Umiddelbart ser det ud som om, at Erdogan stadig får det, som han vil have det, mens kurderne igen står tilbage som den store taber. Våbenhvilen giver allernådigst kurderne mulighed for at forlade den såkaldte sikkerhedszone, som tyrkerne ønsker at etablere, og som har sendt hundredtusindvis af mennesker på flugt, mens Tyrkiet samtidig slipper for de varslede amerikanske sanktioner.

Så selvom præsidenten sandsynligvis har ret i, at våbenhvilen kan komme til at redde mange menneskeliv - om end det næppe er 'millioner af menneskeliv,' som Trump påstår - så er prisen for præsidentens febrilske feberredning tilsyneladende en våbenhvile, som man nok er gladere for i Moskva, Ankara og Damaskus end i Rojava eller Washington.

Så når præsidenten her til aften dansk tid skamroser sig selv og siger, at der er tale om et 'utroligt udfald', er jeg tilbøjelig til at give Trump ret.

Det sker nemlig yderst sjældent, at en amerikansk præsident først vender det blinde øjne til og giver grønt lys til en militæroperation mod en (tidligere) allieret, for efter otte dages kamphandlinger og enorme menneskelige omkostninger at udråbe sig selv som civilisationens frelser.