Udland

Bombe dræber mindst 29 under fredagsbøn

En ung mand bliver kørt væk på båre efter et bombeangreb i en moské.

Ingen har endnu taget skylden for et bombeangreb i en moské i det østlige Afghanistan.

Mindst 29 personer er fredag blevet dræbt i et voldsomt bombeangreb i en moské i det østlige Afghanistan.

Det oplyser et rådsmedlem fra provinsen Nangarhar, hvor angrebet skete.

Eksplosionen skete under fredagsbønnen, lyder det videre.

- Antallet af dræbte kan stige, når redningshold og ansatte får bragt lig ud fra murbrokkerne, siger rådsmedlem Sohrab Qaderi.

Han tilføjer, at over 100 personer er blevet såret i angrebet.

Angrebet sker, dagen efter at FN udtalte, at vold i Afghanistan er steget til et "uacceptabelt" niveau, skriver nyhedsbureauet AFP.

I FN's rapport, der kom torsdag, lød det, at et "hidtil uset" antal civile er blevet dræbt eller såret fra juli til september.

Taget er faldet sammen

Attaullah Khogyani, der er talsmand for Nangarhar-provinsens guvernør, siger, at moskéens tag er faldet sammen. Han bekræfter, at der er meldinger om mere end 20 dræbte i eksplosionen.

Ingen militante grupper har fredag eftermiddag taget skylden for angrebet.

Angrebet fandt sted i Haska Mina-distriktet i Nangarhar, skriver AFP. En læge på et lokalt hospital i distriktet siger, at 32 lig er blevet bragt til hospitalet.

Mubarez Attal, der er talsmand ved provinsens politi, siger ifølge AFP, at alle dræbte var mødt op for at deltage i fredagsbønnen.