Trumps stabschef indrømmer pres på Ukraine: - Slap af, det sker hele tiden

Demokraterne, der forbereder en rigsretssag mod Trump, siger, at sagen nu er blevet 'meget, meget værre'.

En af den amerikanske præsident Donald Trumps topfolk har indrømmet, at USA midlertidigt har tilbageholdt militærhjælp til Ukraine af politiske grunde.

Slap af. Det sker hele tiden.

Mike Mulvaney, fungerende stabschef for præsident Donald Trump

Påstanden er central i den undersøgelse, der skal afgøre, om der skal rejses en rigsretssag mod præsident Trump.

Hidtil har Det Hvide Hus afvist, at det midlertidige stop for militærhjælpen var et forsøg på at presse Ukraine. Men i et interview siger præsidentens fungerende stabschef Mike Mulvaney nu, at man faktisk tilbageholdt militærhjælpen for at få Ukraine til at undersøge beskyldninger om indblanding i det amerikanske præsidentvalg 2016.

- Slap af. Det sker hele tiden, siger Mike Mulvaney i interviewet med en gruppe journalister i Det Hvide Hus. Det fortæller blandt andre NBC News og nyhedsbureauet Reuters.

Historien om Donald Trumps telefonsamtale med den nyvalgte ukrainske præsident Volodymyr Zelensky kom frem, da en whistleblower klagede over sagen. I samtalen bad Donald Trump om ’en tjeneste’; nemlig at få undersøgt to sager med forbindelse til Ukraine.

Den ene var sagen om tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter, der sad i bestyrelsen for et ukrainsk energiselskab og tjente godt på det. Donald Trump ønskede beviser for, at Joe Biden som vicepræsident havde fået Ukraines statsanklager fyret, fordi han ville undersøge energiselskabet – og dermed Bidens søn – for korruption.

Demokraterne og Ukraine

Den anden var en konspirationsteori, der gik ud på, at den udenlandske indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016 ikke kom fra Rusland – men derimod var en sammensværgelse mellem Ukraine og det Demokratiske Parti i USA.

Nu siger Mike Mulvaney altså, at der var en sammenhæng mellem Trumps ønske om en ’tjeneste’ med at få undersøgt konspirationsteorien og det pres, som USA lagde på Ukraine ved at tilbageholde militærhjælpen.

- Det var fuldstændigt i orden. Der vil altid være politisk indflydelse på udenrigspolitikken, siger han.

'Meget, meget værre'

Demokraterne i Washington tager imidlertid ikke sagen lige så afslappet som Mulvaney gør. Formanden for efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus, demokraten Adam Schiff, er en af hovedmændene i forberedelserne af en rigsretsundersøgelse af Donald Trump, har reageret vredt på interviewet.

For ham er Mulvaneys indrømmelse en afgørende udvikling:

- Situationen er gået fra meget, meget slem til meget, meget værre, siger han til NBC News.

Det er hele det republikanske partis forklaring, at der ikke er foregået noget problematisk mellem præsident Trump og hans ukrainske kollega.
At der aldrig har været tale om, at ’den ene tjeneste er den anden værd’.
Men det Mulvaney nu siger er, at tilbageholdelsen af militærhjælpen ganske rigtigt var en pres-bold, for at få Ukraine til at undersøge konspirationsteorien om demokraterne.
Det Hvide Hus tilbageholdt militærhjælpen for at Ukraine skulle tjekke, om demokraterne samarbejdede med Ukraine.
Det er den rygende pistol, Demokraterne har ventet på