Donald Trump

Trump i brev til Erdogan: - Lad være med at være et fjols

USA og Donald Trump er blevet mødt med forargelse, da flere mener, at han svigter en allieret. Selv kalder han det "en genialitet".

For cirka halvanden uge siden gav præsident Trump de resterende amerikanske tropper ordre til at trække sig fra det nordøstlige Syrien.

Siden indledte Tyrkiet en militæroffensiv mod den kurdiske milits YPG, og Trump indførte sanktioner på tyrkisk stål som et modsvar mod invasionen.

Men allerede 9. oktober forsøgte han via et brev at få den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, til at stoppe offensiven:

- Du vil ikke være ansvarlig for nedslagtningen af tusinder af mennesker. Og jeg vil ikke være ansvarlig for at ødelægge den tyrkiske økonomi - og det vil jeg gøre, skriver Trump i brevet.

I en meget direkte tone advarer Trump om, at det kan ramme Erdogan som en boomerang, hvis han går for vidt:

- Historien vil se positivt på dig, hvis du ordner dette på den rigtige og humane måde. Lad være med at være en bisse. Lad være med at være et fjols, slutter Trump.

Beskyldes for at svigte en allieret

Brevet er sendt 9. oktober, dagen hvor Tyrkiet påbegyndte en større militær offensiv i det nordøstlige Syrien.

Det skriver CNN og nyhedsbureauet Reuters.

Jeg ringer til dig senere

Donald Trump, præsident, USA

I brevet skriver Donald Trump, at en "storartet aftale" er mulig, hvis Erdogan indgår i forhandlinger med De Syriske Demokratiske Styrker (SDF).

Hvem er De Syriske Demokratiske Styrker?

De Syriske Demokratiske Styrker (SDF) er en alliance, der primært består af kurdiske, arabiske og assyriske/syriske militser samt nogle mindre armenske, turkmenske og tjetjenske styrker. SDF ledes militært af Folkets Beskyttelseshær (YPG), en primært kurdisk milits. SDF blev grundlagt i oktober 2015 og beskriver sin mission som kampen for at skabe et sekulært og demokratisk Syrien. Den opdaterede forfatning i Nord- og Øst Syriens oprørsholdte områder siger, at SDF er dens officielle forsvarsstyrke.

Brevet er samtidig renset for diplomatisk høflighed og etikette, og det lægger sig i tråd med det tweet, som Trump skrev 7. oktober, hvor han gjorde det klart, at han ville "fuldkommen ødelægge og udslette" Tyrkiets økonomi, hvis landet gjorde noget dumt.

Brevet er dateret 9. oktober.

Brevet afsluttes dog med en udstrakt diplomatisk hånd, da Trump skriver:

- Jeg ringer til dig senere.

Tyrkiet og præsident Erdogan har dog længe varslet en offensiv mod kurderne i det nordøstlige Syrien. Området kontrolleres af den kurdiske YPG-milits, der i alliance med USA har en stor del af æren for, at terrororganisationen Islamisk Stat er nedkæmpet i Syrien.

Kort - Syrien, Tyrkiet, områder 15 oktober 2019

Men Tyrkiet mener, at YPG er allieret med det militante kurdiske arbejderparti PKK, som både EU og USA har på sin terrorliste. Og samtidig ønsker tyrkerne at etablere en såkaldt "sikker zone", så de flere end tre millioner syriske flygtninge i Tyrkiet kan vende hjem.

”En nedsmeltning”

Offensiven er blevet mødt med stor vrede, da flere lande ser det som en svækkelse af kampen mod Islamisk Stat. Trump er derfor også blevet beskyldt for at svigte en allieret ved at trække tropperne ud.

Og sent onsdag aften dansk tid vedtog et massivt tværpolitisk flertal i Repræsentanternes Hus en officiel fordømmelse af den militære tilbagetrækning.

Et efterfølgende møde mellem ledere i Kongressen og præsidenten endte dog i et mindre kaos, da der udbrød skænderi mellem parterne. Trump var angiveligt voldsomt ophidset over, at et stort antal republikanere stemte med demokraterne. I alt stemte 354 for og bare 60 imod.

Hvad vi her var vidne til, var en form for nedsmeltning.

Nancy Pelosi, demokratisk formand

Ifølge den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, skulle Trump således have kaldt den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, for en ”tredjerangs politiker”:

- Det var en ikke en dialog, det var en form for dundertale. En grim dundertale, der ikke var fokuseret på fakta, sagde Chuck Schumer.

Pelosi selv sagde:

- Hvad vi her var vidne til, var en form for nedsmeltning.

Betegner exit som strategisk genialitet

Trump har dog ikke fortrudt, at han trak de amerikanske styrker ud.

Det er to lande, der kæmper over et stykke land, som ikke har noget at gøre med os

Donald Trump, præsident, USA

Det gjorde han klart på et pressemøde i Det Hvide Hus natten til torsdag. Ifølge nyhedsbureauet Reuters kaldte præsidenten beslutningen for "strategisk genial", da konflikten ikke vedrører USA:

- Vores soldater er ikke i fare, hvilket de aldrig bør være. Det er to lande, der kæmper over et stykke land, som ikke har noget at gøre med os, lød det fra Donald Trump.

Russiske og syriske styrker har bevæget sig ind og tættere på området, og det generer ikke præsidenten, at de hjælper hinanden. Det ”drejer sig om en masse sand”, sagde præsidenten.

Trump sagde videre, at han godt er klar over, at kurderne "ikke er engle", og at det kan være nødvendigt for Syrien og Tyrkiet at "kæmpe sig ud af" uenighederne, og at hans beslutning desuden skal ses som et forsøg på at afslutte USA’s involvering i ”endeløse krige” over hele verden.

Flere humanitære organisationer beretter ifølge Reuters om kaotiske forhold på landjorden i Syrien.

160.000 civile er flygtet fra området. Samtidig rapporteres det, at tusinder af fængslede IS-krigere er flygtet fra kurdiske fængsler.