KOMMENTAR: Uanset hvad der sker nu, har Boris Johnson vundet

16x9
Storbritanniens premierminister Boris Johnson fotograferet 17. oktober på vej ud af sin embedsbolig, Downing Street 10. Foto: Hannah Mckay / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Aftalen kan stadig falde til jorden flere steder, men uanset hvad har Boris Johnson vundet. Det handler nemlig om det kommende valg.

Boris Johnson kan netop nu bryste sig af at have forhandlet en Brexit-aftale på plads med EU. Den skal dog stadig forbi 27 stats- og regeringschefer torsdag aften og parlamentet hjemme i Storbritannien lørdag. Det betyder, at aftalen meget vel stadig kan falde begge steder. Men Boris Johnson har lagt sin strategi, så begge udfald kan omsættes til sejr for ham.

For ligegyldigt om Storbritannien ender med at forlade EU med eller uden en aftale, har Boris Johnson ét mål for øje: At vinde et snarligt kommende parlamentsvalg.

Aftalen er i sig selv en sejr

Hvis topmødet resulterer i en aftale, som respekterer, at Nordirland formelt og juridisk er udtrådt af EU og det indre marked på lige fod med resten af Storbritannien, vil han vende hjem til parlamentet med en sejr.

Den franske præsident Macron vil larme lidt i aften, men det er primært spil for den franske presse.

Boris skal nu først og fremmest kigge på opgaven med at få aftalen vedtaget i parlamentet. Det er ikke en selvskreven opgave. Den parlamentariske matematik er den samme for Boris Johnson, som Theresa May havde så svært ved.

Boris Johnson kan vride armen rundt på dem derhjemme

Forskellen denne gang er, at Det Demokratiske Unionistparti (DUP) og de hårdeste Brexit-modstandere i den konservative parlamentsgruppe selv har peget på Boris Johnson som deres leder. Johnson er karismatisk og har langt bedre overtalelsesevner end sin forgænger. Han har vredet armen rundt på Arlene Foster og DUP, og derfor vil European Research Group efter min mening også støtte en aftale.

De 21 konservative moderater, som han har smidt ud af partiet, vil han også vinde over til partiet med sin vanlig charme og aftalen på bordet.

Derudover er der en række Labour-medlemmer hovedsageligt fra Leave-valgkredse, som brændende ønsker en aftale og en afslutning på Brexit-forhandlingerne. Ført an af Helle Thorning-Scmidts mand, Stephen Kinnock, har 19 Labour-medlemmer skrevet til regeringen og sagt, de vil støtte en aftale.

Jeg vurderer, at Boris Johnson vil lykkes med både at lukke aftalen med stats- og regeringscheferne, få vredet armen rundt på DUP og trække de nødvendige Labour-medlemmer over til at stemme for. Men selve afstemningen i parlamentet vil være uhyre tæt.

Boris Johnson vil efterfølgende kunne sige til befolkningen, at han har ført landet ud af den største politiske krise i 100 år og leveret, hvad folket stemte for i 2016.

Hold øje med, hvad de konservative rebeller, som for eksempel Phillip Hammond, siger de kommende dage, samt hvad Stephen Kinnock fra gruppen af aftaleønskende Labour-medlemmer siger. Hvis de begge nikker til aftalen, har Boris Johnson gode chancer.

Men hvad hvis de siger nej? Så vinder han også

Den måde Boris Johnson har konstrueret begivenhederne gør, at han står stærkt – også hvis det skulle ende uden aftale.

Afstemningen i parlamentet vil være en gyser, så vi kan ende med et parlament, der endnu engang afviser forslaget. Men det resultat vil også være en sejr for Boris Johnson.

Han fører stort i meningsmålinger, og et nederlag i parlamentet vil udløse et snarligt valg.

Siden sin indtræden som premierminister 23. juli, har Boris Johnson igen og igen sagt, at Storbritannien forlader EU 31. oktober. Han har i sin retorik og kommunikation til parlamentet og vælgerne haft en meget bastant og konfrontatorisk tilgang til alle, der har stået i vejen for hans plan om at trække landet ud af EU – Come what may, do or die.

Den stil er populær, og han har et tydeligt mål om at generobre alle de konservative vælgere, der er flygtet over til Nigel Farages Brexit-parti.

Han vil pege på parlamentet som elitært og ude af trit

Parlamentet har gennem Benn Act krævet, at Boris Johnson beder om en forlængelse på lørdag, hvis han ikke opnår en aftale. Det kan umiddelbart virke som et kæmpe nederlag, men i tilfælde af at der ikke kan nås en aftale, vil han pege på, at det er den britiske domstols og parlamentets skyld, at Storbritannien og EU ikke har en aftale.

Han vil fremstille parlamentet som elitært, ude af trit med befolkningen og skyld i, at Brexit ikke er overstået. Han vil stå som folkets repræsentant.

Selv om en eventuel forlængelse kommer på tale, fordi parlamentet tvinger ham til at anmode om det, vil det på grund af hans strategi og kommunikation være tydeligt for vælgerne, at det er meget imod hans vilje.

I sidste ende vil det være vælgerne, der bliver dommere over Boris Johnson. Han står dog relativt stærkt, ligegyldigt hvad resultatet af forhandlingerne når frem til. Han har lagt scenen for, at han trækker sig sejrrigt ud af både No Deal og Deal.

Selv et nederlag i parlamentet vil være en sejr, der vil skabe fundamentet for en valgsejr.