Forældre til dræbt teenager afviser møde med diplomat-hustru
Donald Trump overraskede forældrene til en afdød ved et møde i Det Hvide Hus. Den mistænkte bag ulykken var i rummet ved siden af.
En trafikulykke i august, der kostede den 19-årig brite Harry Dunn livet, har skabt knas i forholdet mellem USA og Storbritannien.
Den amerikanske diplomatkone Anne Sacoolas mistænkes for at være ansvarlig for ulykken. Men hun er rejst hjem til USA, hvor hun har påberåbt sig diplomatisk immunitet.
Lige siden har forældrene til afdøde Harry Dunn kæmpet for at få Sacoolas retsforfulgt i Storbritannien, og de har fået opbakning fra den britiske regering, der har opfordret til, at hun udleveres.
I stedet valgte USA's præsident, Donald Trump, at invitere Harry Dunns forældre til Det Hvide Hus. Og her havde han et overraskende tilbud til dem, skriver BBC.
- Han startede med at udtrykke sine kondolencer, og det føltes oprigtigt, gengiver forældrene.
Dernæst tog mødet en uventet drejning.
- Efterfølgende afslørede han, at Sacoolas befandt sig i værelset ved siden af. Vi blev noget forbløffede over det, men flere gange foreslog han, at vi mødte hende. Det ville være upassende at møde hende uden rådgivere, så vi takkede nej, siger Charlotte Charles, Harry Dunns mor.
Hun fortæller, at de følte sig presset, men at Trump til sidst respekterede afvisningen. Hun understreger, at hun fortsat tror på Trumps vilje til at løse konflikten.
Bøn hørt
Mødet i Det Hvide Hus kom i stand, efter forældrene bad Trump om at gribe ind i sagen.
- Præsident Trump, please hør os. Vi er en familie i ruiner. Vi er ødelagte, tryglede hans mor for et par uger siden i et interview til Sky News:
- Vi kan ikke sørge. Please, please lad hende (Anne Sacoolas, red.) komme med et fly tilbage til Storbritannien. Vi kan møde hende. Vi kan snakke med hende. Men endnu vigtigere: Hun kan komme for retten og se, hvad det er, hun har gjort, sagde Charlotte Charles.
Ulykke skete ved amerikansk spionbase
Den 19-årige Harry Dunn døde 27. august, da hans motorcykel blev ramt af en bil ved en amerikansk spionbase i Northamptonshire i Storbritannien.
Politiets efterforskning viste, at bilen formentlig kom ud fra den amerikanske base og drejede op på den forkerte side af vejen, hvor den kolliderede med Harry Dunns motorcykel.
Storbritanniens udenrigsminister, Dominic Raab, har tidligere udtrykt sin skuffelse over USA's manglende vilje til at udlevere Sacoolas.
- Jeg har ringet til USA's ambassadør for at udtrykke Storbritanniens skuffelse over deres beslutning og opfordre ambassaden til at genoverveje den, skriver Raab i en udtalelse til Sky News.
I mellemtiden befinder Anne Sacoolas sig fortsat i USA.