Udland

58-årig fængslet i sag om hollandsk familie: Mente han var bedre end Jesus

I et interview fortæller broderen til den fængslede, at han mente, at han er bedre end Jesus.

Den 58-årige østrigske mand, der tirsdag blev anholdt i sagen om en familie på seks, der i ni år har levet isoleret i en kælder i Holland, er torsdag blevet varetægtsfængslet i yderligere to uger.

Det oplyser Reuters.

Manden, der indtil nu kun er kendt som Josef B., blev anholdt, efter familien - fem søskende og deres far - blev fundet i et hemmeligt rum i gårdens kælder

Josef B. er angiveligt chef for den ældste af de fem søskende, en 25-årig mand, og han skule have betalt huslejen for gården.

Den 58-årige er tiltalt for at have forvoldt skade på andres helbred.

Meget er stadig uvist i sagen, og kun meget lidt vides om Josef B. Alligevel er lidt kommet frem om den fængslede i et interview med hans bror, Franz B.

’Han syntes, han var bedre end Jesus’

I et interview med det østrigske medie Kronen Zeitung forklarer Franz B, at Josef har været med i en "sekt", siden han var i hæren.

- Han var medlem af en sekt, og han syntes, han var bedre end Jesus. Vi har ikke haft kontakt i ti år, siger han til avisen.

Franz B. fortæller, at hans bror sjældent var interesseret i sin familie, og hverken mødte op til sin fars ellers mors begravelse.

- Min bror tænkte altid kun på sig selv. Da jeg så ham sidste gang for ti år siden, sagde jeg til ham "du skal ikke komme her igen. Rejs hen hvor peberet gror. Jeg vil ikke have noget at gøre med mennesker som dig", siger han.

Storebror flygtede

Den lokale tv-station RTV Drenthe har fortalt, at familien havde boet i kælderen i det øde beliggende hus og ventede på "tidens afslutning". Tv-stationen har oplyst, at nogle af familiens medlemmer "ikke havde nogen idé om, at andre mennesker eksisterede".

Ifølge flere hollandske medier, blandt dem De Telegraaf og RTV Drenthe var det den 25-årige storebror, der afslørede sagen, da han flygtede til et lokalt værtshus og bad om hjælp.

25-årig dukkede op på sociale medier

Han har fortalt, at familien ikke havde haft kontakt med omverdenen i de ni år, men ifølge De Telegraaf tog den 25-årige for fem måneder siden kontakt til omverdenen via sociale medier.

Det var i kælderen på gården her udenfor landsbyen Ruinerwold i Holland, familien boede.

I maj dukkede han op på Twitter, og i juni og juli på Facebook og Instagram. På de sociale medier har han været optaget af klima og miljø, og han har blandt andet delt et indlæg med den svenske klimaktivist Greta Thunberg.

Den 25-årige har også haft en Linkedin-profil, og her har han oplyst, at de fem søskendes mor døde i 2004, og at søskendeflokken har taget sig af deres far siden da.

I løbet af den seneste måned har den 25-årige flere gange været på værtshuset i Ruinerwold, og han har også lagt billeder af pubben på de sociale medier.

Flere af de fem søskende optrådte ikke i offentlige registre. Blandt andet derfor har hollandsk politi sat 25 efterforskere på sagen. De skal blandt andet efterforske, hvordan de børnene kunne flyve under skole- og uddannelsesmyndighedernes radar.