Trump: PKK er værre end Islamisk Stat

USA har trukket tropper ud af det nordøstlige Syrien, hvor Tyrkiet er rykket ind for at angribe byer, der har været under kurdisk kontrol.

Den kurdiske organisation PKK, som står på EU's terrorliste, er værre end terrorgruppen Islamisk Stat (IS).

- De er værre til terror og på mange måder en større terrortrussel end Islamisk Stat, sagde USA's præsident Donald Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg siger det med den største respekt: De er ikke engle. Islamisk stat respekterer PKK. Og ved I hvorfor? Fordi de er lige så seje eller måske endda endnu mere seje end Islamisk stat. (...) Jeg bliver nødt til at sige, at vi får kurderne til at fremstå som engle, sagde Donald Trump.

I går kom det frem, at russiske tropper i øjeblikket patruljerer ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien i det nordøstlige Syrien. Og på pressemødet sagde Trump, at det er fint med ham, hvis russerne overtager USA's rolle i området.

- Hvis Rusland hjælper med at beskytte kurderne, er det en god ting, ikke en dårlig ting, siger Donald Trump ifølge Reuters.

Men han afviser, at det skulle være USA's ansvar at sikre grænsen.

- Skulle vi bekæmpe et andet NATO-land for at Syrien, som ikke er vores ven, skulle beholde deres land? Det tror jeg ikke, sagde Trump.

Væk fra kampene

Udtalelserne kommer efter Trump forleden gav ordrer til, at de omkring 1000 amerikanske soldater, der befinder sig forskellige steder i det nordlige Syrien, skal trække sig længere væk fra kampene mellem kurdiske og tyrkiske styrker.

Kritikken er haglet ned over præsident Trump efter den pludseligt annoncerede amerikanske tilbagetrækning fra det nordøstlige Syrien. Både republikanere og demokrater i Kongressen anklager præsidenten for at svigte kurderne, som har kæmpet side om side med amerikanerne mod Islamisk Stat.
Set i lyset af den tværpolitiske kritik er det ikke så overraskende, at Trump forsøger at retfærdiggøre den kontroversielle beslutning ved at fokusere på PKK, der af EU og USA anses som en terrororganisation. Ironien er selvfølgelig, at netop PKK faktisk var med til at nedkæmpe Islamisk Stat i sin tid.

For en uge siden indledte Tyrkiet en militær operation mod den kurdiske milits YPG i Syrien.

- Vores mission er at forhindre skabelsen af en terrorkorridor over vores sydlige grænse og at skabe fred i området, skrev Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan på Twitter.

Trump: Fint, hvis russerne vil beskytte grænsen

Den strid ønsker Donald Trump ikke at USA skal blande sig i:

- Tyrkiet og Syrien vil snakke om tingene, eller også vil de kæmpe om det, sagde Donald Trump på pressemødet.

Han han sagde dog også, at han ikke har givet Erdogan grønt lys til at invadere Syrien.