Parterne arbejder på højtryk for at lande Brexit-aftale inden topmøde

Med 15 dage til at Storbritannien ifølge planen skal forlade EU, kan en Brexit-aftale mellem parterne være tæt på.

EU og Storbritannien arbejder på højtryk for at komme i mål med en Brexit-aftale.

EU's stats- og regeringschefer har sat et mål om at blive færdig med en aftale onsdag, så den ligger klar inden EU-topmødet torsdag.

Der har været optimisme at spore omkring at nå til enighed. Det sagde Irlands premierminister, Leo Varadkar, tirsdag aften.

Parterne kæmper stadig med at blive enige om spørgsmålet om told i forhold til grænsen mellem Irland og Nordirland. Den omstridte såkaldte bagstopper har været en sten i skoen i hele forhandlingsforløbet, der blev skudt i gang for over to år siden.

Hvad er bagstopperen?

En afgørende detalje i den Brexit-aftale, som tidligere premierminister Theresa May blev enig med EU om, er bagstopperen, der skal sørge for, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Det er en mekanisme, der giver Storbritannien og EU to år til at forhandle en ny aftale hjem om deres fremtidige samarbejde og samhandel. Kan de ikke enes inden for den tidsramme, aktiveres bagstopperen, og Storbritannien forbliver en del af EU's toldunion.

Mange kritikere frygter, at det vil tvinge briterne til at underlægge sig EU-regler på ubestemt tid.

Et godt tegn

De forhandlende parter skal mødes igen onsdag morgen - og det er et godt tegn, fortæller TV 2s EU-korrespondent, Lotte Mejlhede:

- Forhandlingerne fortsatte til langt ud på de små timer og fortsætter her til morgen. Det, vi kan lægge i det, er, at der stadig er noget at forhandle om. Men vi kan også lægge i det, at de ikke nåede så langt tirsdag, som de havde håbet på.

Også i Storbritannien, hvor TV 2-korrespondent Divya Das befinder sig, er stemningen intens, mens der forhandles i EU:

- Man holder selvfølgelig øje med, om der stiger hvid røg op af skorstenen i Bruxelles - om man er tæt på en aftale. Men der holdes også øje med Downing Street, hvor Boris Johnson holder til, og hvor der sent ud på aftenen var møder med nøgleparlamentarikere - dels fra Johnsons eget parti og fra støttepartiet DUP.

Der er 15 dage, til briterne skal forlade unionen, og ifølge BBC er den politiske vilje til at få landet en aftale vokset betydeligt over de seneste uger - både i London og i Bruxelles.

Vil hellere dø i en grøft

Et andet scenarie er fortsat, at briternes exit vil blive udskudt endnu en gang.

Et flertal i det britiske Underhus har nemlig vedtaget lovgivning, der pålægger premierministeren at søge om en udskydelse af Storbritanniens udtræden til den 31. januar næste år, hvis en aftale ikke er forhandlet på plads inden lørdag.

Dette har Boris Johnson ved flere lejligheder nægtet at ville gøre. I interviews har han endda sagt, at han hellere vil findes "død i en grøft" end at bede om endnu en Brexit-udsættelse.

Premierministeren meddelte søndag sit kabinet, at man skal forberede sig på, at slutspurten i forhandlingerne kan blive en gyser.

Et snævert flertal af de britiske vælgere stemte i juni 2016 for, at Storbritannien skulle forlade EU.

Hvad bør TV 2 undersøge nærmere?

For at levere den bedste mulige dækning af Brexit har vi brug for din hjælp.