Udland

Nye billeder af Kim Jong-un på mytisk bjerg kan være signal til omverdenen

På billederne rider Kim Jong-un rundt på en hvid hest i flotte, sneklædte landskaber.

Billederne fra det berømte bjerg anses som propaganda fra regimet, men der kan være et større perspektiv i Kim Jong-uns udflugt.

Det nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har fået taget nye billeder af en ridetur, som ifølge flere eksperter kan have stor politisk betydning.

På billederne, der er blevet offentliggjort onsdag, kan man se Kim Jong-un på en hvid hest ride gennem sceniske, sneklædte bjerglandskaber i et område, der har stor betydning for mange koreanere.

Det 2744 meter høje bjerg Paektu, der ligger på grænsen til Kina, betragtes som en helligdom i Nordkorea og har en central rolle i nordkoreansk mytologi.

De nye billeder viser, ifølge nyhedsbureauet KCNA, den nordkoreanske leder ride til toppen af det berømte bjerg Paektu.

Den storslåede billedserie af Kim Jong-uns ridetur er frigivet gennem det statslige nyhedsbureau KCNA, der understreger vigtigheden af lederens besøg på bjerget.

- Hans march på hesteryg på Mount Paektu er en stor begivenhed af tungtvejende betydning i den koreanske revolution, lyder det fra KCNA.

- Efter at have været vidne til de store øjeblikke i hans tænkning på toppen af Paektu var alle embedsmændene, der fulgte ham, fyldt med glædesfølelse og overbeviste om, at der vil komme en storslået operation, som vil ramme verden med forbløffelse og føre til fremskridt i den koreanske revolution.

Billeder er propaganda

Det er uklart, hvad den forestående operation indebærer, men Kim Jong-un har ofte besøgt bjerget i tider med store politiske satsninger.

I 2017 besøgte den nordkoreanske leder Paektu, få dage efter at landet havde affyret sit hidtil største interkontinentale, ballistiske missil og få uger inden en nytårstale med et forsonende budskab til Sydkorea.

Under sidste års fredsforhandlinger med Sydkorea tog han den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, med til toppen af bjerget.

Der var store smil, da de to koreanske ledere, Kim Jong-un og Moon Jae-in, poserede sammen på toppen af Mount Paektu 20. september 2018.

De nye billeder af Kim Jong-un på det mytiske bjerg tyder derfor på, at han overvejer store politiske beslutninger. Det vurderer Nordkorea-analytikeren Rachel Minyoung Lee over for nyhedsbureauet Reuters.

- KCNA karakteriserer hans opstigning til Paektu på hesteryg som en ny 'myte', og sammen med billederne af ham på en hvid hest virker det designet til at lave maksimal propaganda, hvilket jeg tror, at medierne vil skrue op for de kommende dage, siger hun.

Udflugt skal sende signal

Billederne af Kim Jong-un kommer på et tidspunkt, hvor der er nye spændinger på den koreanske halvø, efter Nordkorea tidligere på måneden testaffyrede en ny type missil.

Billederne af den nordkoreanske leder er en del af regimets propaganda, vurderer flere Nordkorea-kendere.

Samtidig er landet under massivt pres som følge af de internationale sanktioner mod landet, og nordkoreanerne har et klart behov for at få gjort noget ved den fastlåste situation, forklarer Andreas Bøje Forsby, forsker ved Nordisk Institut for Asienstudier på Københavns Universitet.

- Det er ikke hver dag, at Kim Jong-un lige tager på sådan en iscenesat udflugt til bjerget, som jo rummer stor mytisk og symbolsk betydning for regimet. Sammenholdt med meldingerne fra KCNA ligner det bestemt et oplæg til en eller anden form for kursændring.

- Det kan være første skridt på vejen til at sige, at 'vores tålmodighed er ved at være brugt op', forklarer han.

Ifølge KCNA besøgte Kim Jong-un det historiske bjerg efter vinterens første snefald i området.

Flere analytikere, som Reuters har talt med, hæfter sig ved, at meget af retorikken i KCNA's rapportering omhandler økonomien, og de spekulerer derfor i, at Nordkorea snart vil gennemføre en rumopsendelse.

Det vil gøre landet i stand til at vise sine økonomiske og teknologiske kræfter på en mindre provokerende måde end eksempelvis nye testaffyringer af langtrækkende missiler, lyder analysen.

Det er et muligt scenarie, men meget spekulativt, vurderer Andreas Bøje Forsby.

- Nordkorea har sagt meget tydeligt, at USA har indtil udgangen af i år til at komme dem i møde i forhold til sanktionspresset. Ellers vil man anlægge en ny kurs. Indtil da er det meget tvivlsomt, at de vil teste langtrækkende missiler eller lave nye atomprøvesprængninger. Så der må være noget andet under opsejling, og det er ikke helt usandsynligt, at det kan have forbindelse til deres rumprogram, siger han.

Det fremgår ikke, hvornår billederne er taget, og internationale medier har ikke haft mulighed for at verificere, hvor de er taget, skriver Reuters.

Et bjerg med mange myter

Historisk set er bjerget Paektu ifølge CNN et vigtigt element i den nordkoreanske propaganda, hvor Kim-dynastiet har optaget bjergets mytologi i familiens egen historie og ophøjelse.

Bjerget skulle være fødested for Dangun Wanggeom, den mytiske grundlægger af Korea for omkring 4000 år siden, og den statsstyrede propaganda glorificerer Kim-familien for dens blodbånd til Paektu-bjerget og de gamle, legendariske konger, skriver CNN.

Det forlyder, at Nordkoreas grundlægger og Kim Jong-uns farfar, Kim Il-sung, benyttede bjerget som skjulested, da han kæmpede imod den japanske besættelse.

Ifølge styret i Pyongyang blev Kim Jung-uns far og landets tidligere leder, Kim Jong-Il, også født på bjerget. Noget, som internationale historiker dog har sået tvivl om.