KOMMENTAR: Kan en grænse eksistere kun på papiret?

16x9
Premierminister Boris Johson har rullet ærmerne op for at en influenza-vaccination mandag 14. oktober. Foto: Jeremy Selwyn / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Hvornår er en grænse egentlig en grænse, og kan en grænse kun eksistere på papiret? Det er det store spørgsmål, som Boris Johnson slås med.

Grænsen mellem Irland og Nordirland fyldte mindre end én procent i debatten forud for den folkeafstemning i 2016, hvor briterne sagde ja til Brexit.

Alligevel er den gået hen og blevet det største problem for premierminister Boris Johnson og det, der gang på gang spænder ben for hans forhandlinger om Brexit.

Hvordan i alverden skete det?

Grænsen har kostet én regering livet

Den aftale, den daværende premierminister Theresa May forhandlede hjem med EU, blev stemt ned i parlamentet tre gange og endte med at koste hende jobbet - kompromisset mellem EU’s og Storbritanniens krav, kaldet det irske bagstop, var for stor en kamel at sluge for en stor del af De Konservative og regeringens støtteparti DUP.

Derfor udarbejdede Boris Johnson straks et nyt forslag og smed bagstoppet ud.

I stedet foreslog Johnson, at kontrollen med varer og personers passage over grænsen kunne ske i på fabrikken i Nordirland og senere på en række ”modtagelsescentre” dybt inde i Irland og langt fra grænsen.

Derudover skulle det nordirske parlament stemme om ordningen hvert fjerde år.

Forslaget var uspiseligt for EU. Men kun en uge før topmødet mødtes Irlands preminister, Leo Varadkar, med sin britiske kollega Boris Johnson på et gods i Cheshire i England, og var der pludselig positiver toner at spore.

Der var en farbar vej til en aftale, sagde Varadkar. Det havde ingen sagt før.

Skred i forhandlingerne - eller er der?

Det nye forslag sendte Boris Johnson med sin chefforhandler David Frost til EU, og nu er der endelig kommet skred i forhandlingerne. Sådan ser det i hvert fald ud.

Men den fornyede forhandlingsvilje kan også skyldes, at alle parter har en klar interesse i at fremstå, som om de gør alt i deres magt for at få en aftale.

Og uret tikker hurtigt nu.

For Boris Johnson handler det om, at han med rette kan sige til parlamentet og den britiske befolkning, at han har gjort alt i sin magt for at lande en aftale med EU og afværge et “no-deal” scenarie med mangel på mad, medicin og brændstof.

For EU gælder det, at de for alt i verden ikke vil stå i en situation, hvor de kan beskyldes for at være dem, der har forårsaget dette “no-deal” scenarie.

Der er nemlig ingen tvivl om, at “no deal” er en meget dårlig løsning for både EU og Storbritannien og får en stribe negative konsekvenser - også for Danmark.

Men kan de overhovedet enes om en aftale, som bagefter kan godkendes i UK?

Fredsaftale står også i vejen

Det forhadte bagstop, som man nu forsøger at erstatte med noget andet, er en forsikringsordning, der skal sikre, at EU’s indre marked er beskyttet, og at Storbritanniens farvel respekterer langfredagsaftalen, der i 1998 skabte fred i Nordirland efter 30 års blodige uroligheder, der kostede 3500 mennersker livet.

Det sker ved, at Storbritannien fortsat er underlagt EU’s regler efter deres farvel, for derved kan man have den åbne grænse, som er en afgørende del af fredsaftalen, da man er bange for, at en hård grænse, kan få urolighederne til at blusse op igen.

Men modstanderne i Storbritannien er bange for, at Storbritannien underlægger sig EU’s regler på ubestemt tid, og det var jo ikke meningen med at melde sig ud.

Derfor kan Johnson ikke acceptere løsninger, der minder om bagstoppet, og har i stedet fremlagt en løsning, der tager hele Storbritannien - også Nordirland - ud af EU og toldunionen. Det kræver i sagens natur en grænse, hvor varer der skal fra Storbritannien og ind i EU skal kontrolleres. Det samme sker ved EU’s andre grænser med lande uden for unionen som for eksempel Bulgarien eller Rusland.

Men den slags grænse er jo i strid med langfredagsaftalen, og sådan kører det i ring.

Hvordan kan parterne enes?

Boris Johnsons udfordring er, at hvis han giver sig i forhold til EU, kan han miste opbakning i det britiske parlament blandt de mest inkarnerede Brexit-tilhængere og det nordirske DUP, og så har han svært ved at skaffe et flertal for sin aftale.

Hvis han derimod fastholder et rent brud for Nordirland og en hård grænse mod Irland, vil han blive mødt af en rysten på hovedet i Irland og i resten af EU.

Hvordan løser han denne gordiske knude?

Den eneste vej frem er, at Boris Johnson går på kompromis med sit oprindelige forslag og kommer EU i møde, og at han samtidig anvender sin kreativitet og overtalelsesevner til at få den aftale stemt igennem det britiske parlament.

Men tiden er knap. Der er kun tre dage til den “superlørdag”, som den kaldes, hvor Johnson enten skal have en aftale klar, som det britiske parlament skal stemme om, eller bede EU om en udsættelse. Dermed er der kun tre dage til at forhandle en aftale på plads - og få den godkendt af de resterende 27 EU-lande.

Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre?

Det skal vi holde øje med til topmødet

Torsdag samles EU’s statsledere til det sidste og afgørende topmøde før Brexit.

Det mest afgørende vil være, hvorvidt der ligger en skitse til en aftale på bordet. Uden skitse kan der ikke forhandles. Men hvis der kommer en, skal vi lægge mærke til hvorvidt Boris Johnson anmelder sin ankomst til Bruxelles.

Hvis han tager afsted, er det fordi, han selv vurderer, at der er udsigt til en aftale. Hvis han bliver hjemme, ved vi allerede, at det er dømt til at fejle.

Men alt det her afhænger af en 499 kilometer lang grænse mellem Nordirland og Irland, og hvorvidt Boris Johnson som den første kan løse cirklens kvadratur: Kan han komme op med løsning, som er en grænse for De Konservative og det nordirske parti DUP, men som ikke er en grænse for Irland og EU?