Udland

Joe Bidens søn forsvarer omstridte forretninger i udlandet

Hunter Biden medgiver at have udvist dårlig dømmekraft, men forsvarer sine forretninger. Hans far bakkede ham op i nattens præsidentkandidat-debat.

Tidligere vicepræsident Joe Bidens søn, Hunter Biden, forsvarer i et interview med ABC News sit tidligere arbejde i udlandet, som denne måned har været til stor debat i USA.

Han indrømmer dog samtidig, at han har udvist "dårlig dømmekraft", da han med sine forretninger i udlandet har gjort sig sårbar over for politiske angreb.

Hunter Bidens forretningsforbindelser i udlandet er en central del af den rigsretsproces, der er påbegyndt mod USA's præsident, Donald Trump.

Trump anklages for at have forsøgt at presse Ukraines regering til at undersøge Hunter Biden, der i 2014 tog imod en højtbetalt stilling i et ukrainsk energikonsortium.

Ville ikke være sket uden efternavnet Biden

49-årige Hunter Biden bryder med interviewet sin hidtidige tavshed i forhold til anklagerne mod sit arbejde i udlandet.

- Gjorde jeg noget upassende? Nej, på ingen måde. Jeg blev en del af en bestyrelse, jeg tjente den hæderligt, siger han til ABC News.

- Begik jeg en fejl? Måske i det bredere perspektiv, ja. Men begik jeg en fejl baseret på nogle etiske forsømmelser? Bestemt ikke.

Han fik jobbet i det ukrainske energikonsortium, mens hans far i sit embede som vicepræsident havde ansvaret for USA's energipolitiske forhandlinger med Ukraine.

- Jeg tror, at der er mange ting i mit liv, der ikke ville være sket, hvis ikke mit efternavn var Biden, siger han til ABC News.

- Min søn gjorde intet forkert

Hans far, Joe Biden, bakkede sønnen op i debatten mellem de demokratiske præsidentkandidater natten til onsdag.

- Min søn gjorde intet forkert. Jeg gjorde intet forkert. Jeg udførte den amerikanske regerings politik ved at bekæmpe korruption - i Ukraine. Og det er det, vi bør fokusere på, sagde Joe Biden ifølge CNN.

Donald Trump har i et opkald bedt Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, om at "kigge nærmere" på Biden-familiens forretningsaktiviteter i landet.

Trump har efterfølgende ved flere lejligheder også forsøgt at så tvivl om hæderligheden ved Hunter Bidens tilknytning til en række kinesiske selskaber.

Der er dog ikke fundet belæg for nogen af Trumps påstande i sagen.

Trump har taget stik hjem

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster efterlyser beviser på Biden-familiens korruption, men peger på, at Donald Trump er lykkedes med at inkriminere far og søn.

- Der ikke er beviser for, at Biden-familien skulle have brudt loven. Alligevel har USA's præsident Donald Trump efterhånden taget et politisk stik hjem ved at sprede en række konspirationsteorier, der uden skyggen af beviser postulerer, at Joe og Hunter Biden skulle være korrupte.

- For faktum er, at både medierne og især Biden-familien har været nødsaget til at forholde sig til postulaterne, skriver Mirco Reimer-Elster i et blogindlæg.

Hunter Biden valgte tidligere på ugen at trække sig fra bestyrelsen i et kinesisk investeringsselskab.

Samtidig bebudede han, at han vil afholde sig fra at arbejde i udlandet, hvis hans far skulle gå hen og vinde præsidentvalget næste år.