Erdogan afviser våbenhvile i Syrien, men han har et problem, siger Rasmus Tantholdt

Den russiske og syriske hær blander sig i kampen om det nordlige Syrien, og det kan blive en hovedpine for Erdogan, vurderer TV 2s korrespondent.

Tyrkiets præsident Erdogan afviser at indgå våbenhvile i Syrien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- De (USA, red.) beder os om at indgå en våbenhvile. Vi kan aldrig indgå en våbenhvile, siger Erdogan til journalister sent tirsdag aften dansk tid.

Dermed fortsætter Tyrkiet offensiven i det nordlige Syrien, som de mener huser kurdiske terrorister. Det sker på trods af international fordømmelse og en række sanktioner, som USA har indført overfor Tyrkiet.

Erdogans problem

Samtidig er Syriens regeringshær rykket nordpå for at hjælpe kurderne med at stoppe den tyrkiske offensiv.

- Erdogans mål er stadig at skabe en sikkerhedszone mellem Tyrkiet og Syrien - og han stopper ikke, før det mål er nået. Hans problem er nu, at både det syriske regime og russerne har blandet sig i konflikten og er i den her zone. Og de har altså ikke tænkt sig at flytte sig, siger TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt, som befinder sig i Tyrkiet.

De syriske regeringsstyrker er blandt andet gået ind i byen Manbij, hvor Erdogan beskylder dem for at stå bag et angreb, der har dræbt en tyrkisk soldat.

Manbij er en nøgleby i det nordlige Syrien, som har været kontrolleret af kurdiske YPG-styrker med støtte fra amerikanerne.

Den amerikanske koalition i Syrien bekræftede tirsdag, at den havde trukket alle sine styrker ud af Manbij.

square to 16x9

- Vi føler os sikre nu

Soldater fra den syriske regeringshær ankom tirsdag til byen. Ifølge det statslige tv i Syrien skal de syriske regeringsstyrker hjælpe kurderne i området.

- Vi var bange på grund af Tyrkiets angreb i Manbij. Men nu, med den syriske hærs tilstedeværelse, kan den tyrkiske hær ikke nå vores område. Vi føler os sikre nu, siger Hatem Al-Monzer, der bor i Manbij, til nyhedbureauet Reuters.

En tyrkisk soldat blev dræbt, og otte andre blev såret tirsdag under et angreb i Manbij. Det tyrkiske forsvarsministerium har tidligere oplyst, at angrebet blev udført af kurdiske styrker i området.

Men sent tirsdag aften siger Erdogan, at den syriske regeringshær stod bag.

- Det er et resultat af, at regimet (den syriske regering, red.) har åbnet ild i området. Vi havde en intens gengældelseskamp. Vi sørgede for, at regimet betalte en stor pris for dette, siger Erdogan.

Tyrkiet er modstander af den syriske præsident, Bashar al-Assad, og støtter en række oprørsgruppers kamp mod hans regime - herunder Den Frie Syriske Hær.