KOMMENTAR: Demokraternes frontløber er en presset mand før tv-debat

16x9
Joe Biden er fortsat favorit til at vinde demokraternes primærvalg. Foto: Mike Blake / Ritzau Scanpix

Præsident Trump har taget et stik hjem, men det er primært en progressiv rival, der presser Joe Biden.

Der er blevet skrevet meget om præsident Trumps forsøg på at henlede opmærksomheden på Hunter Bidens forretningsaktiviteter i Ukraine og Kina, mens faderen Joe Biden var vicepræsident.

Der ikke er beviser for, at Biden-familien skulle have brudt loven. Alligevel har USA's præsident Donald Trump efterhånden taget et politisk stik hjem ved at sprede en række konspirationsteorier, der uden skyggen af beviser postulerer, at Joe og Hunter Biden skulle være korrupte.

For faktum er, at både medierne og især Biden-familien har været nødsaget til at forholde sig til postulaterne.

Gav Trumps strategi pote?

Hunter Biden annoncerede i weekenden, at han ved udgangen af måneden trækker sig fra sin bestyrelsespost i et kinesiskstøttet privat energiselskab. En beslutning, der i konservative medier er blevet udlagt som et tegn på, at præsident Trumps strategi har givet pote.

Ligeledes sværgede Joe Bidens søn, at han ikke ville arbejde for udenlandske selskaber, hvis den tidligere vicepræsident skulle blive USA's næste præsident.

Det åbenlyse spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor Hunter Biden nu står frem i en række interviews på landsdækkende tv og mener, at det er fornuftigt at træffe sådan en principiel beslutning. Hvorfor er det vigtigt at kommunikere, at denne potentielle interessekonflikt skal undgås, såfremt faderen bliver præsident, når Biden-familien ikke udviste samme omtanke, mens Joe Biden faktisk var vicepræsident i otte år?

Svaret gav sønnike Biden selv på landsdækkende amerikansk tv i dag: ”dårlig dømmekraft”.

Dårlig dømmekraft og kluntet kommunikationsstrategi

Kombinationen af Hunter Bidens dårlige dømmekraft og Joe Bidens kluntede kommunikationsstrategi har været en gave til præsident Trump.

Den tidligere vicepræsident har i mere end to år vidst, at den åbenlyse potentielle interessekonflikt mellem hans politiske og sønnens private virke ville være et oplagt angreb, som præsident Trump og andre politiske modstandere vil kunne sætte ind. Alligevel havde Biden ikke nogen smart strategi for håndtere angrebene, da de helt forventeligt kom rullende.

Med tanke på det store interview, som vicepræsidentens søn gav magasinet The New Yorker i sommers - en portrætartikel, der bedst kan beskrives som et politisk afladsbrev til farens politiske ambitioner -, står jeg tilbage med en fornemmelse af, at Biden-kampagnen godt kan se, at den er gal.

For selvom der ikke skulle være foregået noget ulovligt, så er der, som Fox News-analytikeren Andrew Napolitano pointerede i dag, tale om et politisk fremfor et juridisk problem for den demokratiske frontløber.

Dynamikken hos Demokraterne er det større problem

Joe Biden presses dog ikke kun af sønnens forretningsaktiviteter eller præsident Trump. Faktisk er det primært dynamikken i de demokratiske primærvalg, der må anses som det mest presserende problem.

Biden har siden nytår ligget sikkert i front i meningsmålingerne og dermed lignet det bedste bud på præsident Trumps kommende modstander. Godt nok har der i flere måneder været et alternativt flertal til venstre for Biden - ikke mindst takket være venstrefløjens to mest markante kandidater, senatorerne Bernie Sanders og Elizabeth Warren -, men Biden lå trods alt stadig solidt i front, ofte med et tocifret antal procentpoint foran den nærmeste forfølger.

Denne dynamik er efterhånden blevet vendt. For en uge siden passerede Elizabeth Warren – der som den eneste kandidat i førerfeltet har set en støt fremgang i målingerne – kortvarigt Joe Biden i gennemsnittet af målingerne. Skal man tro bookmakerne, er Warren nu tårnhøj favorit til at vinde den demokratiske nominering.

Fortællingen om den falmende frontløber

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Joe Bidens opbakning i meningsmålingerne faktisk har været ret stabilt, siden præsident Trump indledte sin desinformationskampagne mod den tidligere vicepræsident.

Alligevel er der ved at indfinde sig en fortælling i medierne og hos meningsdannerne om, at Joe Biden er en færdig mand, medmindre der sker noget ekstraordinært. Som klummeskribenten Peter Lucas postulerede i sidste måned: ”Joe Biden er færdig, medmindre Barack Obama kommer ham til undsætning”

Joe Biden har så vidt vides ikke begået noget ulovligt. Og den tidligere vicepræsident fører fortsat i meningsmålingerne. Alligevel er den overordnede fortælling før nattens demokratiske tv-debat, at den tidligere vicepræsident er en presset mand, der desperat har brug for en stærk debatpræsentation for at tydeliggøre, at han er af den rette støbning til at vinde de demokratiske primærvalg.

Det er vist det, man kalder for et politisk paradoks.