Udland

Rusland kan blive den store vinder med ny alliance i Syrien, vurderer korrespondent

Tyrkiske soldater på fremmarch i det nordlige Syrien.

USA har efterladt kurderne i Syrien til sig selv, og nu bejler kurderne til regimet i Damaskus og præsident Putin.

Søndag rykkede Syriens præsident Bashar al-Assad sin regeringshær nordpå for at "konfrontere en tyrkisk aggression" i det nordlige Syrien.

Allerede i sidste uge flirtede kurderne i det nordlige Syrien med tanken om hjælp fra Assad i kampen mod Tyrkiet, da de gav USA et ultimatum: Enten hjælper I os i kampen mod Tyrkiet, ellers vil vi bede Assad og Rusland om hjælp.

- Jeg bliver nødt til at vide, om I er i stand til at beskytte mit folk. Om I er i stand til at forhindre bomberne i at ramme os eller ej. Hvis I ikke er, så må jeg lave en aftale med Rusland og regimet, lød det fra general Mazloum Kobani Abdi, som er leder af oprørshæren De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), der hovedsageligt består af kurdiske soldater.

Skulle kurderne også indgå en alliance med Rusland, vil russerne stå tilbage som den store sejrherre i konflikten.

Det vurderer TV 2s korrespondent i Mellemøsten, Benjamin Kürstein:

- Rusland er i forvejen den stærke part i konflikten, fordi USA har neddroslet deres engagement i konflikten. Hvis kurderne laver en alliance med Rusland og Assads regime i Damaskus, vil deres position i regionen blive styrket yderligere.

Kæmper om magten

Ruslands præsident Putin og Irans præsident Rouhani har begge støttet Assad i hans krig mod oprøret i Syrien, der startede som en prodemokratisk folkelig opstand. Tyrkiets Erdogan har sammen med USA, EU og arabiske allierede støttet forskellige oprørsgrupper i konflikten.

- USA har efterladt et vakuum i det nordlige Syrien, efter de har trukket sig ud. Nu kæmper de forskellige regionale og globale parter i konflikten om at overtage magten. Først rykkede tyrkerne ind, og nu forsøger kurderne så efter alt at dømme at alliere sig med Damaskus og Rusland, siger Benjamin Kürstein.

Han tilføjer, at kurderne er vågnet op til en virkelighed, hvor de er meget alene og presset på flere fronter.

- Derfor er de blevet tvunget til at lave en iskold analyse på, hvad der er den mindst ringe løsning for dem. Her er de nået frem til, at deres bedste mulighed nu er at læne sig op ad Rusland og regimet i Damaskus.

Drømmen er slukket

Det betyder, at kurdernes drømme om selvstyre i området svinder ind.

- Det ser ud som om, at den drøm er slukket nu. Det er ikke muligt for kurderne at holde det her område selv. Tyrkerne stormer frem i området, så det er den bedst mulige løsning for kurderne at invitere regimet i Damaskus ind i området, lyder det fra Benjamin Kürstein.

Syriske regeringstropper er allerede ankommet til den nordlige del af landet for at være med til at standse Tyrkiets fremmarch. I byen Hasakeh, syd for den sikkerhedszone Tyrkiet vil etablere, blev den syriske fremrykning mødt med begejstring.

Ifølge FN er flere end 130.000 mennesker allerede blevet fordrevet fra det nordlige Syrien af de angribende tyrkiske styrker.

Det tal ventes at blive meget større, hvis det lykkes for tyrkerne at etablere sig i Syrien.