Udland

Ny arrestordre på Puigdemont samtidig med demonstrationer efter hårde fængselsstraffe

Mens en ny arrestordre er udstedt på Cataloniens ekspræsident, er tusinder af demonstranter gået på gaden - blandt andet i Barcelonas lufthavn.

Spaniens højesteret har mandag for anden gang udstedt en europæisk arrestordre på Cataloniens ekspræsident Carles Puigdemont.

Puigdemont stod tilbage i 2017 i spidsen for den spanske region Catalonien, som forsøgte at løsrive sig fra resten af Spanien.

Der har tidligere været udstedt en arrestordre på Puigdemont, men den blev droppet af den spanske højesteret i juli 2018.

Den nye arrestordre er udstedt, efter at ni catalanske separatistledere mandag formiddag blev idømt fængselsstraffe på op mod 13 år.

De blev straffet for deres roller i Cataloniens løsrivelsesforsøg.

Der har i kølvandet på fægselsdommene været demonstrationer flere steder i Catalonien.

Ifølge AP har der i El Prat lufthavnen i Barcelona været sammenstød mellem kampklædt politi og demonstranter.

Veje ind til lufthavnen er blokerede af tæt trafik, og spansk politi har stoppet metroen ind til lufthavnen.

Catalonsk politi er mødt talstærkt op i El Prat lufthavnen i Barcalona, efter tusinder af demonstranter er dukket op i protest mod fængselsdommene.

Udenrigsministeriet: - Hold dig på afstand

I et tweet advarer det danske udenrigsministerium mod at komme for tæt på urolighederne.

Det stilles samtidig i udsigt, at man i Barcelona kan forvente forsinkelser både til lands og i luften som følge af demonstrationerne.