Udland

EU vedtager stop af salg af våben til Tyrkiet

EU fordømmer Tyrkiets offensiv mod kurderne i Syrien.

EU-landenes udenrigsministre gav mandag hinanden håndslag på et fælles stop af salg af våben til Tyrkiet til brug i Syrien.

Samtidig fordømmer EU-landene enstemmigt og i stærke vendinger Tyrkiets militære offensiv i det nordøstlige Syrien.

- Det er en hård reaktion fra EU's side og helt berettiget, når man ser på, hvad der foregår i øjeblikket, siger den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

Tiltagene blev vedtaget på et udenrigsministermøde i Luxembourg, og ifølge Kofod krævede det en hård kamp at få lavet en tilstrækkelig skarp aftaletekst.

- Vi fordømmer Tyrkiet og siger klart, at de skal stoppe deres militære aktioner og trække sig ud af Syrien, fortæller Jeppe Kofod.

Ikke et totalt forbud

Ifølge TV 2s korrespondent Olav Christensen er der tikke tale om et totalt stop af salg af våben til Tyrkiet. Aftalen omfatter kun fremtidige licenser og kun våben, hvor man vurderer, at de kan indsættes i den nuværende eller andre operationer, som Tyrkiet kan foretage i Syrien.

Det er præcist det samme princip, som Danmark har fulgt siden foråret 2018, hvor man fra dansk side reagerede på den såkaldte Afrin-operation, hvor Tyrkiet angreb og besatte en kurdisk enklave i den nordvestlige del af Syrien.

På nuværende tidspunkt er det endnu svært at sige, hvordan medlemslandene vil skelne mellem eksport af våben, der kan bruges i Syrien, og våben, der kun kan bruges andre steder.

- Forbuddet gælder kun nye tilladelser. Dermed kan der være eksisterende tilladelser om våbeneksport, og dermed er det åbent spørgsmål om i hvilket omfang, de vil kunne blive brugt, siger Olav Christensen.

EU-lande indstiller våbensalg

Sidste år eksporterede EU våben og ammunition for 45 millioner euro til Tyrkiet, skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer EU's eget statistikorgan, Eurostat.

Italien stod for den største del, efterfulgt af Spanien, Storbritannien og Tyskland.

På et pressemøde understregede EU's udenrigschef, Federica Mogherini, at alle 28 lande har tilsluttet sig den beslutning, der blev taget på mandagens møde, og at det nu er op til de enkelte lande at efterleve det.

Flere lande, heriblandt Frankrig, havde allerede før dagens udenrigsministermøde meddelt, at de indstillede våbensalget til Tyrkiet, og efter mødet har blandt andre Tyskland, Italien og Belgien meddelt, at de snarest muligt vil gøre det samme.

- Vi ønsker ikke at støtte denne krig og vil ikke gøre våben tilgængelige, siger den tyske udenrigsminister, Heiko Maas.

Tyrkiet kalder tiltag for en joke

Tyrkiets ambassadør til FN i Geneve, Sadik Arslan, kalder EU-landenes tiltag om stop for salg af våben til Tyrkiet for "en joke".

- Vores industrielle grundlag er rigeligt til at kunne erstatte dem med vores egne og meget bedre systemer, siger han ifølge Reuters.

Kort efter meddelte landets præsident, Tayyip Erdogan, at tyrkerne på ingen måde har tænkt sig at indstille offensiven i Syrien. Han langede samtidig ud efter blandt andre EU for at have kritiseret den tyrkiske mission.

- Vi er fast besluttet på at fortsætte operationen helt til slut uden at forholde os til trusler. Vi vil helt sikkert færdiggøre arbejdet, vi har påbegyndt. Vores kamp vil fortsætte indtil den endelige sejr er opnået, siger Erdogan ifølge Reuters.