Brexit

17 dage til Brexit: Her er de afgørende dage, du skal holde øje med

Brexit-protester uden for parlamentet i London. Kevin Coombs / Ritzau Scanpix

Det vil kræve kreativitet og kompromiser fra Johnsons side at få grænseproblemet til at gå op.

Der er tre uger til Brexit.

17 nervepirrende dage, til Storbritannien efter planen forlader EU 31. oktober - medmindre de beder EU om en udskydelse og får flere måneder til at forhandle i.

Trods intense forhandlinger hele weekenden mellem Storbritannien og EU er der ingen, der ved, om Brexit er fugl eller fisk.

Her er de dage, du skal spidse ører og spærre øjnene op, hvis du er blevet fanget af det drama, der netop nu udspiller sig mellem EU og Storbritannien.

14. oktober - parlamentet åbner

Dronning Elizabeth adresserer parlamentet i sin åbningstale.

Det britiske parlament genåbner med en tale fra dronningen, som er skrevet af regeringens ministre og præsentere Boris Johnsons regerings planer for den kommende tid.

Den kommer med garanti til at handle om elefanten i rummet: Brexit.

Johnsons fokus er formentlig at rette spotlightet mod, hvordan Storbritannien kan vokse som en økonomisk og politisk magt, efter landet har forladt EU.

Men Brexit er samtidig et spøgelse, for hvem ved, hvor mange penge regeringen har til deres andre planer som investeringer i flere betjente og et bedre sundhedsvæsen?

Det kan du læse mere om her.

Dronningens tale mandag klokken 12.30 efterfølges af flere dages debat, hvor oppositionen har chancen for at udfordre regeringens planer og de regnestykker, der ligger bag.

17. og 18. oktober - topmøde i EU

Boris Johnson har sagt, at han hellere vil falde død om end bede om udskydelse af Brexit.

Det for Storbritannien afgørende topmøde i EU begynder torsdag 17. oktober. Det er det sidste i EU’s kalender, inden Storbritannien efter planen vinker farvel til 46 års EU-samarbejde.

Det er derfor premierminister Boris Johnsons allersidste chance for at forhandle en eventuel Brexit-aftale på plads med EU og afgørende få den godkendt af de resterende 27 EU lande.

Der er efter sigende langt fra det forslag, som Johnsons regering for halvanden uge siden sendte til EU, men der forhandles på livet løs for at lande en aftale.

Sker det ikke at, og kan Johnson ikke præsentere en ny aftale for parlamentet hjemme i Storbritannien dagen efter topmødet, skal han ifølge loven bede EU om tre måneders udsættelse. Men Johnson har sagt, at han hellere vil falde død om - så hvad gør han?

19. oktober - Superlørdag i parlamentet

Det er yderst sjældent, at parlamentet samles om lørdagen.

Denne lørdag kaldes for superlørdag i Storbritannien. Og det er med god grund.

Parlamentet samles, og det sker ellers aldrig i weekenden. Det er faktisk første gang siden Falklandskrigen for 37 år siden, at det er blevet fundet nødvendigt at samles en lørdag.

Men denne dag skal de for at se, om premierministeren har en aftale med hjem fra topmødet i EU.

Kan han vise en godkendt aftale frem, er det en stor sejr for Boris Johnson. Men derefter kommer det store hovedbrud, om han kan få en aftale, der lever op til EU’s krav, godkendt i parlamentet derhjemme? Har han en aftale, er næste skridt at parlamentet stemmer om den.

Der er rygter om, at flere Labour-medlemmer er klar til at stemme for en eventuel aftale med EU - hvis de hårde ‘Brexiteers’ i De Konservative og det nordirske parti DUP er klar.

Denne superlørdag kan give svaret på om, der er en aftale, og om Johnson overhovedet kan skrabe et flertal sammen i parlamentet.

31. oktober - den store skilsmisse

Farvel til Storbritannien.

Denne dag forlader Storbritannien efter planen EU.