Udland

Kurderne til USA: Hjælp os, eller vi beder russerne komme til undsætning

Den syriske grænseby Tal Abyad kom under angreb lørdag.

Kurderne vil have en flyveforbudszone over deres trængte territorium. Amerikanerne beder kurderne om 'ikke at gøre noget overilet'.

Kurderne i det nordøstlige Syrien har givet USA et klart valg: Enten hjælper I os, eller også bliver vi nødt til at bede Rusland om hjælp.

Kurderne er hårdt trængt af fremrykkende tyrkiske styrker, ikke mindst fordi Tyrkiet har total overlegenhed i luftrummet. Kurderne har hverken fly eller luftforsvar, der kan yde modstand over for det stærke tyrkiske luftvåben.

På et møde torsdag gav kurderne ifølge CNN derfor USA klar besked: Hvis ikke I vil hjælpe os, så er det bedre, at I trækker jer helt ud af området, så Rusland og den syriske præsident Assad kan komme til.

Kurderne håber, at det russiske luftvåben kan etablere og håndhæve en flyveforbudszone over det nordøstlige Syrien, der kan stoppe tyrkiske luftangreb.

- Jeg bliver nødt til at vide, om I er i stand til at beskytte mit folk. Om I er i stand til at forhindre bomberne i at ramme os eller ej. Hvis I ikke er, så må jeg lave en aftale med Rusland og regimet nu og invitere deres luftvåben til at beskytte regionen, sagde general Mazloum Kobani Abdi på mødet.

General Mazloum er leder af oprørshæren De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), der hovedsageligt består af kurdiske soldater og officerer.

Torsdag holdt han et møde med en af USA’s særlige udsendinge i kampen mod Islamisk Stat, William Roebuck. Det officielle referat fra mødet er nu blevet offentliggjort af tv-stationen CNN.

Mangler luftstøtte

Da terrorgruppen Islamisk Stats såkaldte ’kalifat’ i Syrien blev endeligt nedkæmpet i foråret, skete det i et nært samarbejde mellem SDF-soldater på jorden og det amerikanske luftvåben, der bombede Islamisk Stats stillinger og ydede luftstøtte til SDF.

Mazloum Kobani, øverstkommanderende i den kurdisk dominerede oprørshær SDF.

Den luftstøtte og beskyttelse mod luftangreb mangler kurderne og SDF desperat nu, hvor de kæmper mod de overlegne styrker fra NATO-landet Tyrkiet.

- Der er to kræfter i Syrien, der evner at stoppe denne massakre. Det er USA og Rusland. Hvis ikke I vil gøre det, så må vi spørge dem. Jeg kan se mine sønner, mine brødre og mine familier blive dræbt. Jeg bliver nødt til gå til nogle andre, sagde general Mazloum på mødet mellem de tidligere så tætte allierede.

'USA svigter ikke'

Generalen anklagede USA for at have svigtet kurderne og sagde, at ’I har efterladt os til at blive slagtet’.

Det afviser den amerikanske regering, der siger, at man ikke har svigtet kurderne – selvom man ikke vil hjælpe dem i de aktuelle kampe.

- Vi svigter ikke vores kurdiske allierede, og amerikanske styrker arbejder stadig sammen med dem i andre dele af Syrien, sagde den amerikanske forsvarsminister Mark Esper fredag.

- Vi er i tæt forbindelse med SDF, der hjalp os med at knuse Islamisk Stats kalifat, men jeg har ikke tænkt mig at sætte amerikanske soldater midt ind i den årelange konflikt mellem tyrkerne og kurderne. Det er ikke derfor, vi er i Syrien, sagde han.

Ifølge den øverste militære chef i USA, general Mark Milley, er det vigtigt, at kurderne ikke gør noget overilet:

- Vi opmuntrer dem til ikke at overreagere på nuværende tidspunkt og i stedet forsøge at dæmpe situationen ned, så det bliver muligt med en form for diplomatisk løsning, siger han til CNN.