Udland

Pentagon: Eksplosion nær amerikanske styrker i Syrien

Tyrkiet afviser, at dets militær skulle have ramt en amerikansk militærbase i det nordlige Syrien.

Amerikanske tropper i Syrien er blevet ramt af angreb fra tyrkiske positioner.

Det oplyser en talsmand for USA's forsvarsministerium, Pentagon, natten til lørdag dansk tid.

Der er tale om tropper, som befandt sig i nærheden af byen Kobani i det nordlige Syrien tæt ved grænsen til Tyrkiet.

- Eksplosionen ramte få hundrede meter fra en lokation uden for sikkerhedszonen i et område, som tyrkerne ved, at USA har tropper i, siger talsmand Brook DeWalt i en meddelelse.

Ingen amerikanske soldater er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.

USA's styrker har ikke trukket sig fra Kobani, oplyser talsmanden videre.

Tyrkiet afviser angreb

Det tyrkiske forsvarsministerium afviser, at man skulle have ramt en amerikansk militærposition.

- Der var ingen beskydning af USA's observationspost, lyder det i en meddelelse.

Ministeriet oplyser, at Tyrkiet derimod har besvaret et angreb mod en tyrkisk militærpost.

- Beskydningen blev afsluttet på grund af meldingerne fra USA, skriver ministeriet.

Alle midler er taget i brug for at sikre, at ingen af USA's militærbaser bliver ramt i offensiven, lyder det videre.

Tyrkiet har da også fået detaljerede informationer om alle amerikanske militære positioner i Syrien. Det fortalte stabschefen for USA's væbnede styrker, Mark Milley, til journalister i Pentagon tidligere fredag.

- Tyrkerne er helt klar over de amerikanske styrkers positioner. Helt ned til de specifikke koordinater, sagde han.

Højtstående embedsmænd i Pentagon har tidligere understreget vigtigheden af, at Tyrkiet ikke gør noget, der kan bringe amerikanske soldater i Syrien i fare.

USA har omkring 1000 udsendte soldater i Syrien.