Over 100.000 flygter fra tyrkiske angreb: - Vesten svigter os
Tyrkiet hævder at have indtaget grænseby i det nordlige Syrien, men det afviser den kurdiskledede styrke SDF.
Over 100.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien.
Af dem er 65.000 flygtet fra grænsebyen Ras al-Ain i Syrien, hvor der lige nu pågår heftige kampe.
- Flere mennesker tager afsted hver dag, og det antal vil stige, oplyser FN's Fødevareprogram (WFP) lørdag.
En kurdisk kvinde på flugt siger til Reuters:
- Se, hvad der sker i Ras al-Ain. Vesten har vendt det blinde øje til vores skæbne. Siden i går har vi været uden mad, og vi sulter.
En anden kurdisk beboer supplerer.
- FN og verdens stormagter er ansvarlige, hvis de ikke hjælper os. Vi har hjulpet dem, og nu svigter de os. Tyrkiet vil slagte os, siger han.
TV 2s mellemøstkorrespondent Benjamin Kürstein befinder sig i grænsebyen Mardin på den tyrkiske side.
- Når man bevæger sig rundt og taler med kurderne i den her del af Tyrkiet, så fornemmer man en enorm frustration og en enorm vrede. Kurderne fortæller, at de i årevis har været udsat for diskrimination, og nu skal de være vidne til, at tyrkerne bekriger deres egne på den anden side af grænsen, siger han.
Ud over kamphandlinger bringer offensiven også en række andre problemer med sig.
Blandt andet er et vandanlæg i Ras al-Ain blevet ramt. Det påvirker 400.000 mennesker i området, som er afhængige af vand fra dette anlæg.
Tyrkiet hævder at have indtaget vigtig grænseby
Lørdag meddeler det tyrkiske forsvarsministerium, at tyrkiske styrker har indtaget grænsebyen.
- Den nationale hær har overtaget kontrollen med Ras al-Ain denne morgen, siger en højtstående officer i tyrkiets hær til Reuters.
Det afvises dog af både den kurdiskledede styrke SDF og Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger situationen i landet.
- Ras al-Ain gør stadig modstand, og der er stadig sammenstød, siger en talsmand for SDF til nyhedsbureauet AFP.
Tyrkiet ønsker at skabe en 30 kilometer bred ’sikkerhedszone’ i Syrien langs grænsen mellem de to lande, og de har planer om at sende mindst en million syriske flygtninge tilbage til dette område.
23 dræbt
Tyrkiet indledte sin offensiv i den nordlige del af Syrien onsdag. Området var kontrolleret af den kurdiske gruppe YPG, der har været en tæt allieret med USA i kampen mod Islamisk Stat.
Den tyrkiske regering anser dog kurderne for at være terrorister. Både YPG og SDF bliver af Tyrkiet betragtet som en del af det Kurdiske Arbejderparti, PKK.
En lang række lande og unioner har taget afstand fra Tyrkiets offensiv, herunder EU og Den Arabiske Liga.
Lørdag var udenrigsministrene i ligaen samlet til hastemøde i Kairo. I en fælles udtalelse fordømmer de Tyrkiet og betegner offensiven som en "afskyelig krænkelse" af Syriens suverænitet.