Brexit

Ny afgørende fase: Brexit-forhandlingerne går i "tunnellen"

Brexit-forhandlingerne går ind i en ny fase - tunnelfasen - hvor kun de absolut mest afgørende chefforhandlere deltager. Noel Mullen / Ritzau Scanpix

Det kan betyde, at EU og Storbritannien er tæt på en aftale.

Med sølle 19 dage til Storbritannien - efter planen - forlader EU, arbejder de to lejre fortsat på højtryk på at lande en Brexit-aftale.

Siden torsdag har der ganske usædvanligt ikke været nogle læk fra forhandlingerne, og det skyldes, at forhandlerne er gået ind i tunnelfasen.

Tunnelfasen er et udtryk for, at kun ganske få mennesker forhandler de nærmere detaljer i en aftale. Det sker for at minimere risikoen for læk til pressen.

- Det er to dage siden, at Johnson mødte Varadkar, der forhandler på vegne af EU's medlemsstater, og der har ikke været et eneste læk. Det er en indikation på graden af seriøsitet, siger Stuart Ward, der er professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Nordirsk parti bider negle

Ifølge Ward har medierne tidligere været brugt til at føre en skyttegravskrig mellem EU og Storbritannien, hvor forslag er taget af bordet, når medier har skrevet om dem.

Det forhindrer tunnelprocessen.

- Johnson har lovet rigtig meget til rigtig mange, og skal han lande en aftale, er han nødt til at skuffe nogle. I tunnelprocessen kan Johnsons venner ikke undervejs brokke sig over processen, siger Ward.

Ifølge ham har Boris Johnsons nordirske støtteparti, Det Demokratiske Unionistparti (DUP), særlig grund til at vente bekymret på, hvad der sker i tunnelforhandlingerne.

Johnson har ikke længere flertal i parlamentet med DUP, og derfor er det lille nordirske parti blevet mindre afgørende.

- Den største frygt blandt DUP og protestanterne i Nordirland er, at Brexit-aftalen ender med, at de indgår i en økonomisk union med det katolske Irland og resten af EU og samtidig bliver afskåret fra resten af Storbritannien.

Alt andet er uvist

De 27 EU-lande gav fredag EU’s Brexit-chefforhandler, Michel Barnier, grønt lys til at indlede ”intensive forhandlinger” med den britiske lejr.

Det skete efter et møde mellem Barnier og Storbritanniens Brexit-minister, Stephen Barclay, som de begge betegnede som ”konstruktivt".

Storbritanniens Brexit-minister Stephen Barclay med EU's chefforhandler Michel Barnier.

Det er en positiv udmelding i kølvandet på et møde mellem Irlands Leo Varadkar og Johnson om en aftale, der forhindrer en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

EU-præsident Donald Tusk skrev fredag på Twitter, at han har modtaget "lovende signaler fra Leo Varadkar om, at en aftale er mulig".

Han tilføjede dog, at Storbritannien endnu ikke er kommet med ”et brugbart, realistisk forslag”.

Siden har forhandlerne i "tunnellen" indtil videre holdt tæt.