Udland

Demokraterne stævner energiminister i Trump-efterforskning

Rick Perry kan se frem til at skulle forklare sig.

Rick Perry har fået en uge til at udlevere dokumenter om en telefonsamtale mellem Trump og Ukraines præsident.

Demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA har torsdag stævnet energiminister Rick Perry.

Stævningen er en del af en efterforskning, der er ved at undersøge, om der er grundlag for at indlede en rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Den amerikanske præsident beskyldes for at forsøge at få Ukraines præsident til at undersøge Trumps politiske rival demokraten Joe Biden og hans søn, Hunter Biden.

- For nylig har rapporter rejst spørgsmål om enhver rolle, du måtte have spillet i at videreformidle eller forstærke præsidentens klare budskab til den ukrainske præsident, skriver formændene for de tre udvalg under Repræsentanternes Hus, der står for efterforskningen, i et brev til Perry.

Efterretningsudvalget, udenrigsudvalget og kontroludvalget kræver, at energiminister Rick Perry udleverer dokumenter knyttet til et ukrainsk energiselskab samt hans involvering i en telefonsamtale mellem Donald Trump og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, den 25. juli.

De tre udvalg har givet Rick Perry en frist til 18. oktober.

Vil ikke samarbejde

Tirsdag gjorde Det Hvide Hus det klart, at det ikke vil samarbejde med Repræsentanternes Hus om rigsretsprocessen mod Donald Trump.

- Præsident Trump kan ikke tillade sin administration at tage del i denne ensidige efterforskning under disse omstændigheder, skrev rådgiver i Det Hvide Hus Pat Cipollone i et otte sider langt brev til de tre udvalg samt formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi.

Flere medlemmer i det amerikanske regeringsapparat er indkaldt til at afgive forklaring om forløbet omkring den omstridte telefonsamtale mellem Donald Trump og Volodimir Zelenskij.

Demokraterne mener, at Trump misbrugte sin magt som præsident ved at forsøge at få Ukraine til at grave kompromitterende oplysninger frem om Joe Biden.

Ved et pressemøde torsdag fortalte præsident Volodimir Zelenskij, at hans formål med telefonsamtalen med Trump var at få arrangeret et efterfølgende møde, ligesom at han bad Det Hvide Hus om at ændre retorik, når det fremover omtaler Ukraine.

Trump har uden beviser fremsat beskyldninger om, at Joe Biden, der forsøger at blive Demokraternes præsidentkandidat, har foretaget kritisable eller ulovlige handlinger i Ukraine. Bidens søn, Hunter, var med i bestyrelsen i det ukrainske gasselskab Burisma.