Udland

Abiy Ahmed modtager Nobels Fredspris

Etiopiens premierminister var blandt favoritterne til at modtage prisen.

Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, modtager Nobels Fredspris.

43-årige Abiy Ahmed får prisen for at have sluttet fred mellem Etiopien og Eritrea efter flere årtiers konflikt mellem de to lande, fortæller Berit Reiss-Andersen, der er formand for den norske nobelkomité.

- Vi mener, at Abiy Ahmeds indsats fortjener at blive anerkendt og opmuntret. Vi håber, at prisen kan styrke premierministeren og hans vigtige arbejde, siger hun.

Forud for offentliggørelsen forsøgte komitéen at ringe til Abiy Ahmed for at lykønske ham, men uden held.

- Hvis han ser med nu, vil jeg sende ham mine varmeste lykønskninger, lyder det fra Berit Reiss-Andersen, der kan glæde sig over, at nyheden er nået frem til Etiopien.

I en pressemeddelelse fra premierministerens departement udtrykker de stor glæde over, at Abiy Ahmed har fået tildelt prisen.

- Som nation er vi stolte over prisen, skriver de.

Premierministeren får overrakt prisen i Oslo 10. december.

Thunberg var favorit

Forud for offentliggørelsen af vinderen havde en række bookmakere 16-årige Greta Thunberg som favorit.

Hos bookmakerfirmaet Ladbrokes fik man 150 kroner igen, hvis man spillede 100 kroner på, at Greta Thunberg får prisen, mens Betfair gav 157 kroner og Unibet 133 kroner igen.

Greta Thunberg blev nomineret til Nobels Fredspris i marts 2019 for at have startet en massebevægelse for at bremse klimaforandringerne, der potentielt kan føre til krig og konflikt.

Miljøaktivistens nærmeste konkurrent til prisen var ifølge bookmakerne Abiy Ahmed.

Én dansker har vundet prisen

Nobels Fredspris er en af de fem priser, som blev oprettet af svenskeren Alfred Nobel i hans testamente. Den uddeles af Den Norske Nobelkomite.

Blandt tidligere vindere af prisen er Barack Obama, EU, Al Gore, Jimmy Carter, Nelson Mandela og Læger Uden Grænser.

I 2018 vandt Nadia Murad og Denis Mukwege prisen for deres ”bekæmpelse af seksuel vold og voldtægt brugt som våben i krig og væbnede konflikter".

Politikeren, officeren og forfatteren Fredrik Bajer (1837-1922) er den eneste danske modtager af Nobels Fredspris. Den modtog han sammen med svenskeren Klas Pontus Arnoldson som påskønnelse af deres arbejde i fredsagens tjeneste i 1908.