Tysk gerningsmand ville udføre massakre, siger rigsadvokat

16x9
Gerningsmanden affyrer skud mod politiet i Halle umiddelbart inden han bliver såret. Foto: SWR

Det jødiske samfund kritiserer tysk politi for ikke at have beskyttet synagogen under højtiden Yom Kippur.

Personen, der onsdag skød flere personer i den tyske by Halle, planlagde en "massakre" i byens synagoge.

Det siger den tyske rigsadvokat, Peter Frank, torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det, vi oplevede i går, var terror. Fra hvad vi ved, så ville den sigtede, Stephan B., forsøge at gennemføre en massakre i synagogen, siger Peter Frank.

Umiddelbart efter gårsdagens angreb blev én person anholdt.

Jøder kritiserer politiet

Ifølge politiet var der flere gerningssteder, og de iværksatte efterfølgende aktioner flere andre steder omkring Halle. Men politiet meddelte senere, at man anså aktionen for afsluttet uden yderligere anholdelser.

Efterforskningen viser, at motivet var antisemitisk.

Formanden for det centrale råd for jøderne i Tyskland kritiserer tysk politi for ikke at have beskyttet synagogen under højtiden Yom Kippur.

- Det er kun heldige omstændigheder, der har forhindret en større massakre: Den omstændighed, at døren holdt. Jeg har slet ingen forståelse for - og det vil jeg sige helt klart - at synagogen i Halle på den største jødiske helligdag ikke havde politibeskyttelse, siger formanden Josef Schuster til den tyske tv-station RTL.

Der var 70-80 mennesker i synagogen i forbindelse med den jødiske forsoningsdag Yom Kippur.

Ud over skud blev der ifølge avisen Bild kastet en håndgranat ind på en jødisk gravplads. Der blev også lagt hjemmelavede sprængstoffer foran synagogen i byen, skriver dpa.

To dræbte og to sårede

Efter angrebet har den tyske kansler, Angela Merkel, sagt, at alle tilgængelige midler skal tages i brug for at bekæmpe ekstremister fra den yderste højrefløj og antisemitisme.

- Der er en nultolerance, siger Angela Merkel torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter angrebet kaldte den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, angrebet i den østtyske by for et antisemitisk angreb.

Onsdagens angreb resulterede i, at to personer blev dræbt og to såret.

Tidligere har kilder fortalte det tyske nyhedsbureau DPA, at gerningsmanden er en 27-årig tysk mand med rødder i det ekstreme højrefløjsmiljø i Tyskland.

Nu kan den tyske rigsadvokat lægge yderligere til oplysningerne ved at sige, at den sigtede altså hedder Stephan B.