Udland

Efter invasion: Hvad sker der nu med 12.000 fanger fra Islamisk Stat?

Der har længe været bekymring over sikkerheden i lejrene, hvor IS-krigere holdes fanget, siger militæranalytiker.

Den tyrkiske invasion i det nordøstlige Syrien har skabt bekymring for de mange tusind soldater fra Islamisk Stat, der sidder fængslet i den del af Syrien under kurdisk bevogtning.

Frygten er, at det tyrkiske angreb på det kurdisk-kontrollerede område kan give IS-fanger lejlighed til at flygte eller give IS-kæmpere på fri fod mulighed for at befri fangerne.

Kurderne kan nemlig føle sig nødsaget til at flytte soldater, som i dag bevogter fængsler og lejre for IS-soldater og deres familier, til fronten.

USA tager truslen så alvorligt, at man efter den tyrkiske invasion i området har flyttet to særligt berygtede fanger væk.

Ifølge nyhedsbureauet AP er fangerne flyttet over grænsen til Irak, og anonyme embedsmænd siger, at USA er parat til at flytte flere, hvis det bliver nødvendigt.

De to fanger er medlemmer af den berygtede ’Beatles’-gruppe, der stod bag flere offentlige henrettelser af vestlige gidsler i Islamisk Stats kalifat, og fik sit navn, fordi den bestod af fire britisk-talende mænd.

- Hvis kurderne eller Tyrkiet mister kontrollen, så har USA allerede overtaget to IS-militante med forbindelse til halshugninger i Syrien, kendt som The Beatles, ud af landet til et sikkert sted under amerikansk kontrol. De er de værste af de værste, skriver den amerikanske præsident Donald Trump på Twitter.

'Den værste og vigtigste sag'

Den amerikanske bekymring har fået næring af, at der for få uger siden blev offentliggjort en lydoptagelse, hvor lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, opfordrede sine tilhængere til netop at angribe fængslerne og lejrene:

 Et af de seneste billeder af lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, fra en videooptagelse, der blev offentliggjort i april. Hvornår den er optaget vides ikke.

- Den værste og vigtigste sag: fængslerne, fængslerne, oh, Kalifatets soldater. Jeres brødre og søstre, gør Jeres yderste for at befri dem og rive de mure ned, der tilbageholder dem, lyder det i Politikens oversættelse af lydoptagelsen.

Mange IS-krigere i området

Der har længe været bekymring over sikkerheden i lejrene, netop fordi der er så mange IS-krigere på fri fod i samme område, siger major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Mikkel Storm Jensen til TV 2:

- Lejrene er jo kæmpestore og har kun få vagter. Det er ikke nogen uoverkommelig opgave at angribe. Især ikke nu, hvor kurderne åbent har sagt, at de prioriterer kampen ved grænsen mod tyrkerne højere end at bevogte lejrene, siger han.

- Det amerikanske militær vurderer, at der stadigvæk er 10.000 IS-krigere, der gemmer sig i området. Deres kalifat er nedkæmpet, og nu er de gået under jorden. Mange af dem er lokale syrere og irakere, der bor i grænseområdet, fortæller Mikkel Storm Jensen.

Kurderne: Andre lande må tage ansvar

I fængslerne sidder omkring 12.000 IS-krigere, mens der i lejre sidder omkring 74.000 kvinder og børn, der befandt sig på IS-kalifatets område, da det blev erobret.

Af de fængslede IS-krigere vurderes det, at omkring 2000 stammer fra andre lande end Irak og Syrien, deriblandt en række europæiske lande som Danmark.

En syrisk kvinde i lejren al-Hawl, hvor 74.000 kvinder og børn med tilknytning til Islamisk Stat befinder sig

Kurderne har længe sagt, at de i længden ikke magter ansvaret for de mange fanger. Efter den tyrkiske invasion tør de ikke sige, hvad der skal ske med fangerne:

- Vi har gentagne gange opfordret andre lande til at tage ansvaret for deres tilfangetagne statsborgere, der er medlemmer af IS. Men vi har ikke fået noget svar, siger en talsmand for SDF, Amjed Osman.

SDF er oprørshæren Den Syriske Demokratiske Hær, hvis hovedstamme udgøres af den kurdiske YPG-milits. Gruppen har hidtil haft kontrollen over det nordøstlige Syrien.

USA: Det er nu Tyrkiets ansvar

Den amerikanske præsident Donald Trump sagde onsdag, at ansvaret for fangerne nu alene ligger hos Tyrkiet:

- Tyrkiet er nu ansvarlig for at sikre, at alle fængslede IS-krigere forbliver i fangenskab og at IS ikke genopstår i nogen form, udtalte han.

Da Islamisk Stat blev nedkæmpet i foråret, blev en række kvinder og børn anbragt i lejre. Her venter kvinder og børn uden for byen Baghouz på at blive kontrolleret af kurdiske soldater

Der er dog det problem, at flere af fængslerne og lejrene ligger uden for den 30 kilometer brede ’sikkerhedszone’ langs grænsen, som Tyrkiet har sagt, de vil besætte.

Det gælder blandt andet den store lejr al-Hawl, hvor der sidder 74.000 kvinder og børn, hvoraf cirka 12.000 er udlændinge.

Et europæisk problem

Præsident Trump har gjort det klart, at det ikke primært er et amerikansk problem, hvis IS-krigerne undslipper fængslerne i Syrien:

- De har tænkt sig at flygte til Europa, det er der, de gerne vil hen. De ønsker at vende hjem, sagde han onsdag ved en pressebriefing, skriver nyhedsmediet Axios.

Usikkerheden og uenigheden omkring fangerne kan vise sig at være en gylden mulighed for Islamisk Stat, vurderer major Mikkel Storm Jensen:

- Når deres fjender er splittede, er det en fordel for dem. Tyrkiet prioriterer kampen mod kurderne højere end kampen mod IS. Tyrkerne er ikke glade for IS, men betragter dem ikke som en trussel mod Tyrkiet i samme grad som kurderne, siger han.