Diplomats hustru tager ikke til England efter trafikdrab, afslører Trumps notat

Kvinden er mistænkt for at være skyld i en dødsulykke. Hun har påberåbt sig diplomatisk immunitet, inden hun forlod Storbritannien.

Boris Johnson har forsøgt. Forældrene til den dræbte Harry Dunn har forsøgt. Og præsident Donald Trump har sagt, at han vil forsøge.

Men det tyder ikke på, at de vil få held med at lokke Anne Sacoolas tilbage til Storbritannien. Her er den amerikanske diplomathustru mistænkt for at være skyld i, at den 19-årige Harry Dunn døde en i trafikulykke i august.

Efter at være blevet afhørt, påberåbte hun sig sin diplomatisk immunitet, inden hun tog flyet til USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump er gået ind i sagen, efter at han modtog et opkald fra den britiske premierminister, Boris Johnson. Onsdag aften lød det så fra Donald Trump, at han vil tale med Anne Sacoolas for at få hende til at mødes med Harry Dunns familie.

Men nu fremgår det af et notat, som Donald Trump havde med, da han mødtes med nogle journalister i Det Hvide Hus, at Sacoolas har besluttet sig for, at hun ikke tager tilbage.

Det skriver BBC og Sky News.

- Som udenrigsminister Pompeo fortalte Storbritanniens udenrigsminister Raab, vil ægtefællen til den amerikanske regeringsmedarbejder ikke vende tilbage til Storbritannien, står der i notatet.

Drejede ud fra militærbase

Den 19-årige Harry Dunn døde 27. august, da hans motorcykel blev ramt af en bil ved den amerikanske militærbase RAF Croughton i Northamptonshire, Storbritannien.

Ifølge politiet kom bilen formentlig ud fra basen og drejede op på den forkerte side af vejen, hvor den ramte Harry Dunns motorcykel.

Bilisten stak af fra stedet, men den efterfølgende efterforskning betød, at politiet satte Anne Sacoolas under mistanke.

Hun nåede at blive afhørt, inden hun forlod Storbritannien, selv om politiet forsøgte at få amerikanerne til at give afkald på hendes immunitet.

Et reklamestunt

Harry Dunns forældre har flere gange været i medierne og både opfordret Anne Sacoolas til at komme til Storbritannien og bedt Donald Trump om at gå ind i sagen.

Moren, Charlotte Charles, siger til Sky News, at hun ”væmmes” over notatet. Ifølge hende ved Donald Trump, hvor Anne Sacoolas er, og hun forstår ikke, hvad pointen med opkaldet mellem Boris Johnson og Donald Trump var, hvis Sacoolas' svar allerede var givet på forhånd.

I onsdags mødtes hun og Harry Dunns far med Storbritanniens udenrigsminister Dominic Raab. Efterfølgende har de kaldt mødet et ”reklamestunt.”