Tyrkisk offensiv i Syrien er nu meget tæt på

Ifølge en dansk militærekspert er der ingen tvivl om, at tyrkerne kan overvinde kurderne i Syrien.

Meldinger fra grænsen mellem Tyrkiet og Syrien tyder på, at den tyrkiske offensiv er tæt på at gå i gang.

Tyrkisk militær siger i en meddelelse, at man er klar til at krydse grænsen, og at det vil ske inden for "kort tid".

Både tirsdag og natten til onsdag har der været meldinger om, at Tyrkiet samler soldater og militært udstyr i området.

En korrespondent for nyhedsbureauet AFP observerede således en militærkolonne bestående af "snesevis af pansrede militærkøretøjer" i den tyrkiske grænseby Akcakale, og tyrkisk militær har oplyst, at man nu har opstillet granatkastere ved grænsen.

- Det seneste nye er, at vi har set disse troppebevægelser med tyrkiske soldater på vej ned mod den syriske grænse. Der er stadigvæk ro. Der er ikke indledt en militæraktion ind over grænsen endnu, fortæller TV 2s mellemøstkorrespondent Benjamin Kürstein fra det nordlige Syrien.

- Den tyrkiske præsident Erdogan har været på statsbesøg i Serbien i nogle dage og er nu enten på vej tilbage eller er tilbage i Tyrkiet. Så man kan formode, at når han er tilbage i landet, så er man klar til at gå videre, siger han.

Kurdiske veteraner demonstrerer foran FN's kontorer i Syrien mod, at kurderne er blevet "ladt i stikken".
Kurdiske veteraner demonstrerer foran FN's kontorer i Syrien mod, at kurderne er blevet "ladt i stikken". Foto: Delil Souleiman / Ritzau Scanpix

Ifølge avisen The Guardian har Tyrkiet beskudt grænsen mellem Syrien og Irak for at forhindre kurdiske forstærkninger fra Irak i at komme til Syrien.

Klar til modstand

Den kurdiske YPG-milits i Syrien siger, at tyrkerne allerede er begyndt at beskyde en af deres stillinger langs grænsen. Men kurderne har svoret, at de vil tage kampen op mod den tyrkiske invasion.

- Vi vil gøre modstand. Vi har været i krig i syv år, og vi fortsætter krigen i syv år mere, siger lederen af militsen, Mazlum Kobani, til New York Times.

square to 16x9

Ifølge den danske militæranalytiker Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, er der dog ingen tvivl om, at det tyrkiske militær er langt stærkere end deres kurdiske modstander.

- Tyrkiet er massivt overlegne, og den kurdiske YPG-milits har ikke de store muligheder for at skyde tyrkiske fly ned. Så må man forvente, at tyrkerne er i stand til at erobre det terræn langs grænsen, som de har tænkt sig at besætte, vurderer Peter Viggo Jakobsen.

Han forventer dog hårde kampe undervejs.

- Kurderne har øvet sig på at slås de sidste mange år inde i Syrien, så tyrkerne møder nogle krigere, der vil være i stand til at yde ganske effektiv modstand. Jeg forventer, at tyrkerne ender med at tage det land, de vil have, men at de kommer til at møde ganske hård modstand, siger han til TV 2.

En tyrkisk soldat klargør en kampvogn, der er på vej til den syriske grænse.
En tyrkisk soldat klargør en kampvogn, der er på vej til den syriske grænse. Foto: Bulent Kilic / Ritzau Scanpix

En sikkerhedszone

Tyrkiet har varslet, at man ønsker at skabe en cirka 30 kilometer bred "sikkerhedszone" langs hele grænsen. Det er der to grunde til.

For det første ønsker tyrkerne at få presset den syrisk-kurdiske YPG-milits væk fra grænsen, fordi tyrkerne betragter YPG som tæt forbundet med Tyrkiets forbudte kurdiske bevægelse PKK, der kæmper for selvstyre for kurderne i Tyrkiet.

For det andet ønsker Tyrkiet at gøre noget ved det enorme flygtningeproblem, der har ramt landet. Der lever tre-en-halv million syriske flygtninge i Tyrkiet, og tyrkerne har planer om at sende mindst en million af disse flygtninge tilbage til ’sikkerhedszonen’ langs grænsen.