Mand anholdt i USA for at lække tophemmelige oplysninger

16x9
Privatfoto af den 30-årige Henry Kyle Frese. Foto: Privatfoto

Den anholdte anklages for at lække oplysninger til blandt andre en kvindelig journalist, som han havde et romantisk forhold til.

En analytiker ved den amerikanske efterretningstjeneste IDA er blevet arresteret for at have lækket tophemmelig information, blandt andet detaljerede oplysninger om andre landes våbensystemer.

Det skriver Politico.

Den anholdte er den 30-årige Henry Kyle Frese, som arbejdede med terrorbekæmpelse.

Myndighederne anklager ham for at have videregivet oplysningerne til to unavngivne journalister over en periode fra 2018 til i år.

Romantisk forhold

En af journalisterne og den anholdte har ifølge det amerikanske justitsministerium haft et romantisk forhold i den periode, hvor Frese nu anklages for at have lækket oplysningerne.

Justitsministeriet har haft adgang til Henry Kyle Freses telefon, hvor de har fundet en række sms-korrespondancer med blandt andre den kvindelige journalist.

Af anklageskriftet fremgår det ifølge Politico, at journalisten, som Henry Kyle Frese beskyldes for at have haft et forhold med, har skrevet mindst otte artikler på baggrund af de hemmelige, lækkede oplysninger.

Artiklerne er skrevet på baggrund af fem hemmelige rapporter, som kun 25 andre end Henry Kyle Frese har haft adgang til.

Inkriminerende tweets

Forbindelsen mellem Henry Kyle Frese og den kvindelige journalist stopper dog ikke ved sms-korrespondancerne. Frese valgte nemlig at dele den første af de otte artikler på Twitter.

På samme medie har myndighederne fået adgang til en korrespondance mellem Frese og en journalist, der spørger, om det ville være i orden med ham, hvis han talte med en anden journalist.

Det gik Frese med til, såfremt det ville være en hjælp for den journalist, han havde et forhold til, lyder det fra myndighederne. Han ville ifølge Politico gerne se "fremskridt".

Kvinde idømt fem års fængsel for at lække information

Det er ikke første gang, en amerikansk efterretningsanalytiker kommer i søgelyset for at dele hemmelige informationer.

I august 2018 blev den kvindelige analytiker Reality Winner idømt fem års fængsel for at have afsløret en rapport om russisk indblanding i præsidentvalget i 2016 med nyhedsmediet Intercept.

Reality Winner blev idømt fem års fængsel.
Reality Winner blev idømt fem års fængsel. Foto: Handout / Scanpix Denmark

Henry Kyle Frese står over for en mulig dom på op mod 10 års fængsel.