Lippert

EU glemmer vigtig detalje, når de fordømmer Tyrkiet, siger Steffen Jensen

Erdogans militære operation i Syrien handler i høj grad også om at komme af med de millioner af syriske flygtninge, som Europa ikke vil tage imod.

Tyrkiet har onsdag eftermiddag dansk tid indledt en militær operation i det nordøstlige Syrien for at tage kontrollen over et 32 kilometer bredt grænseområde mellem de to lande.

En handling, der allerede har mødt fordømmelse fra både danske politikere og EU, fordi området lige nu er kontrolleret af kurdiske YPG-styrker, som er USA's og Vestens allierede.

Men Erdogans indtog i Syrien handler ikke kun om at slå ned mod kurderne, som Tyrkiet anser for at være terrorister. Det handler i høj grad også om at komme af med de omkring 3,6 millioner syriske flygtninge, der lige nu befinder sig i Tyrkiet.

Det fortæller TV 2s mangeårige mellemøstkorrespondent Steffen Jensen, der onsdag gæstede talkshowet 'Lippert':

- Men det er ikke for at sikre dem humanitært, at Erdogan vil rykke dem. Han vil have dem ud af Tyrkiet. Og så er det samtidig praktisk, når nu han ønsker at kontrollere en zone i Syrien. Det er som at slå to fluer med ét smæk, siger han.

Flygtninge har ramt Tyrkiet hårdt

Ifølge FN's flygtningekonvention er Vesten forpligtede til at fordele de mange flygtninge imellem sig, da de er ofre for den syriske borgerkrig. Men EU ønsker ikke, at de syriske flygtninge skal nå frem til europæiske strande. Derfor valgte EU i 2015 at give Tyrkiet tre milliarder euro i bistand for at huse dem.

I modsætning til Europa har Tyrkiet behandlet disse flygtninge formidabelt godt.

Steffen Jensen, mellemøstkorrespondent

Og det gik da også godt i starten, fortæller Steffen Jensen:

- I modsætning til Europa har Tyrkiet behandlet disse flygtninge formidabelt godt. I starten var selv civilbefolkningen gavmilde og gæstfrie. Men det er begyndt at ændre sig – det at få 3,6 millioner mennesker ind i et relativt lille område slider på både infrastruktur, økonomi og arbejdspladser, siger han og slår fast:

- Det er en detalje, vi er meget hurtige til at glemme, når vi fra europæisk side vælger at fordømme Tyrkiet.

USA trækker styrker fra Syrien

Tyrkiets pludselige indtog i Syrien begyndte at tage form i weekenden, hvor Tyrkiets præsident talte i telefon med USA's præsident Donald Trump.

Hvad, de to statsoverhoveder helt præcis aftalte, er uklart. Men mandag meddelte Trump, at USA ville trække sine styrker ud af Syrien. På Twitter skrev præsidenten, at USA ikke længere har grund til at befinde sig i Syrien, da kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat er vundet.

Tilbage står de kurdiske YPG-styrker, som netop er USA's og Vestens allierede i kampen mod Islamisk Stat.

Ifølge Tyrkiet er YPG allierede med det kurdiske, militante arbejderparti PKK, som både EU, NATO og USA har på deres terrorlister. Tyrkiet har kæmpet mod PKK siden begyndelsen af 1980erne - en krig der har kostet tusindvis af menneskeliv og langt fra er glemt.

Officielt har Tyrkiet planer om at oprette en

Derfor ønsker de nu at overtage det område, som YPG besidder i Syrien. Og uden USA i ryggen får YPG meget svært ved at holde tyrkerne i skak, mener Steffen Jensen.

Han har selv mødt flere kurdere på sine rejser i Mellemøsten.

- De har jo været fantastiske allierede for os i Vesten. De har taget skraldet på jorden og sikret, at Vesten ikke skulle sende egne styrker til Syrien. Til gengæld har vi støttet dem med luftvåben, som nu bliver trukket væk. Og det luftvåben er YPG dybt afhængige af, siger han og fortsætter:

- Men de vil kæmpe til sidste mand mod tyrkerne. Der er i hvert fald folk, der tilsyneladende er frygtløse. De er ligeglade med, at det er en overmagt, de er oppe imod. De kæmper.

- Mellemøsten er valget mellem dårligt, værre og værst

Danmark og EU har endnu ikke taget stilling til, om de vil indføre sanktioner mod Tyrkiet for at stoppe den militære operation.

- Jeg vil kraftigt advare Tyrkiet om ikke at gøre noget, der svækker vores kamp mod Islamisk Stat og skader civilbefolkningen i Syrien. Den advarsel har vi sendt og vil fortsat sende til tyrkerne, lyder den seneste melding fra udenrigsminister Jeppe Kofod.

Kurderne plejer at sige: "Vi har ingen andre venner end bjergene"

Steffen Jensen, mellemøstkorrespondent

Betyder det så, at EU vil lade kurderne i stikken? Det er der god grund til at tro, mener Mellemøstkorrespondent Steffen Jensen:

- I Mellemøsten har du som regel kun valget mellem dårligt, værre og værst. Du er nødt til at vælge, og du får altid skidt på hænderne. Også når du vælger ikke at engagere dig. Udenrigspolitik er ofte hyklerisk. Vi prøver at pakke det ind i humanistiske argumenter, frihed og demokrati, men i bund og grund handler det om nationale interesser, siger han.

Men betyder det så, at denne konflikt bliver kurdernes endeligt?

- Nej. De har kæmpet for deres eget land i et århundrede. Kurderne plejer at sige: "Vi har ingen andre venner end bjergene". De ved godt, at mange vender sig imod dem, for de har ikke særlig meget at tilbyde de allierede.

Du kan se hele interviewet med Steffen Jensen i talkshowet 'Lippert' på TV 2 Play.