Esport-spiller smidt ud af turnering og mister præmie efter Hongkong-støtte

16x9
Chung ’Blitzchung’ Ng Wai har støttet demonstranterne i Hongkong. Foto: Tyrone Siu / Ritzau Scanpix

Også to kommentatorer er blevet fyret, efter at de interviewede den nu karantæneramte esport-spiller.

En ung esport-spiller har nu mærket konsekvensen af at være på demonstranternes side i Hongkong.

Chung ’Blitzchung’ Ng Wai havde i weekenden netop vundet en kamp i spillet Heartstone, da han proklamerede sin støtte. I et direkte sejrsinterview udbrød han – iklædt gasmaske og beskyttelsesbriller ligesom demonstranterne – ”befri Hongkong, vores tids revolution" på mandarin.

Ikke mange sekunder senere røg forbindelsen til Chung Ng Wai, og interviewet blev slettet fra den officielle side.

21-årige Chung ’Blitzchung’ Ng Wai er selv fra Hongkong, der de seneste uger har været centrum for voldsomme protester mod det kinesiske styre.

Fortryder ikke

Selskabet Blizzard, der står bag computerspillet, har nu smidt Chung ’Blitzchung’ Ng Wai ud af turneringen, skriver flere spilmedier og The Guardian.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg er en del af Blizzards moderselskab, Activision Blizzard, ejet af et kinesisk holdingselskab ved navn Tencent. Selskabet kritiseres nu for, at censuren og bortvisningen af Chung ’Blitzchung’ Ng Wai er et udtryk for, at de retter ind efter Beijings verdensyn.

Oveni sparket får han ikke gevinsten på 10.000 dollar fra weekendens sejr. Til gengæld har han fået karantæne fra at deltage i deres konkurrencer i et år.

Til nyhedsbureauet AFP siger han, at han ikke er overrasket over at være blevet smidt ud af konkurrencen.

- Og selv nu fortryder jeg det overhovedet ikke, siger Chung ’Blitzchung’ Ng Wai.

Kommentatorer er fyret

Støtteerklæringen har ikke kun haft konsekvenser for Chung ’Blitzchung’ Ng Wai.

De to taiwanske kommentatorer, som interviewede ham, er ifølge PC Gamer blevet fyret.

Det er ikke blevet fortalt, hvad der ligger bag fyringerne, men beskeden kom, dagen efter de havde kommenteret Heartstone-turneringen og interviewet Chung ’Blitzchung’ Ng Wai.

Det var omtrent samtidig med, at Blizzard udsendte en officiel erklæring om sagen.

- De officielle konkurrenceregler blev ikke fulgt

Blizzard mener, at en af turneringens ”officielle konkurrenceregler” blev brudt i interviewet. Der bliver helt specifikt peget på punkt 6.1 i regelsættet, og her skulle der ifølge erklæringen stå, at hvis man bringer sig selv i miskredit, gør skade på en gruppe eller ødelægger Blizzards image, bliver man fjernet fra Grandmaster-turneringen, og ens præmie vil blive på nul dollar.

Til sidst i erklæringen står der:

- Mens vi står ved ens ret til at udtrykke sine egne tanker og meninger, skal spillere og andre deltagere i vores turneringer følge de officielle konkurrenceregler.

Activision Blizzard er et af USA’s største spilfirmaer, men det skræmmer ikke den bortviste esport-spiller, som nu håber, at flere af hans esport-kollegaer vil følge i hans fodspor og vise deres støtte til demonstranterne i Hongkong.

**

Perspektiv

Protesterne i Hongkong er imod det kinesiske styre.
Protesterne i Hongkong er imod det kinesiske styre. Foto: Tyrone Siu / Ritzau Scanpix

'South Park' og NBA-klub har også lagt sig ud med Kina

Det kinesiske tv-netværk CCTV vil ikke længere sende NBA-holdet Houston Rockets' kampe i Kina, fordi basketballholdets sportsdirektør, Daryl Morey, har ytret sin støtte til demonstranterne i Hongkong.

På Twitter skrev han:

- Kæmp for frihed. Støt Hongkong.

Opslaget er efterfølgende blevet slettet.

I et nyligt vist 'South Park'-afsnit danner seriens fire hovedpersoner et metalband, der bliver opdaget af en manager, som vil lave en film om dem. Men han bliver ved med at ændre på det endelige produkt for at kunne sælge det til Kina.

Det får Stan til at sige:

- Nu ved jeg, hvordan manuskriptforfattere i Hollywood har det.

På streamingtjenesten Youko, der ejes af den kinesiske internetgigant Alibaba, er alle klip fra serien nu fjernet.

Kinas reaktion har fået seriens skabere, Trey Parker og Matt Stone, til på Twitter at skrive:

- Ligesom NBA byder vi den kinesiske censur velkommen i vores hjem og vores hjerter. Vi elsker også penge mere end frihed og demokrati.

***