Trump vil ikke samarbejde om rigsretsundersøgelse

Det Hvide Hus' pressesekretær beskylder Demokraterne for at opføre politisk teater, der skal påvirke valgkampen i 2020.

Demokraterne har taget de første skridt, der skal lede til en rigsretsundersøgelse af den amerikanske præsident Donald Trump.

Men hvis de havde tænkt sig at få Trump og hans administration i tale i forbindelse med efterforskningen, kan de godt tro om.

Det Hvide Hus afviser tirsdag aften dansk tid, at præsidenten vil samarbejde om forarbejdet til rigsretsundersøgelsen. Det skriver CNN.

- Præsidenten har intet galt gjort, og det ved Demokraterne godt, skriver Det Hvide Hus' pressesekretær Stephanie Grisham i en meddelelse til formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Grisham beskylder Demokraterne for forsøg på at påvirke valget i 2020, før valgkampen rigtigt er gået i gang.

- Af disse årsager kan administrationen ikke forventes at deltage i denne øvelse i partipolitisk teater, skriver hun.

Anmeldt for magtmisbrug

Beskyldningerne om at ville påvirke valget i 2020 er nogenlunde de samme beskyldninger, som Demokraterne har rettet mod Trump, efter en whistleblower har slået alarm over et telefonopkald mellem Trump og den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, 25. juli.

Her har en transskribering af samtalen vist, at Trump otte gange forsøgte at få Zelenskij til at undersøge en sag, der involverer Hunter Biden. Han er søn af Joe Biden - en af demokraternes mulige modkandidater til Donald Trump ved næste års præsidentvalg.

Whistlebloweren har anmeldt samtalen som et misbrug af præsidentens magt.

Demokrater vil starte rigsretssag mod Trump

På baggrund af anmeldelsen har demokraterne i Repræsentanternes Hus indledt høringer og undersøgelser med henblik på at åbne en rigsretssag mod Donald Trump.

Som følge heraf har demokrater i Repræsentanternes Hus bedt om en lang række dokumenter og vidneudsagn fra forskellige personer og dele af USA's regering.

Det gælder blandt andet dokumenter fra Det Hvide Hus, USA's udenrigsministerium, Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, og vicepræsident Mike Pence.