Trump skal udlevere sine skattepapirer: - Bemærkelsesværdigt, siger Steinmetz

16x9
Trump skal udlevere sine skattepapirer i sagen om den tidligere stripper og pornostjerne Stormy Daniels, som siger, at hun har haft et forhold til Trump. Det afviser han. Foto: Mandel Ngan, Joe Raedle / Ritzau Scanpix

Trump beskylder Demokraterne for at presse anklagere i New York til at være efter ham.

Præsident Trump skal udlevere sine skattepapirer til distriktsanklageren i New York. Det har en føderal domstol afgjort, skriver nyhedsbureauet AP.

Kendelsen indebærer, at anklagemyndigheden nu kan stævne Trump for at få adgang til otte års private selvangivelser og skatteopgørelser fra hans virksomheder. Noget præsidenten ellers har forsøgt at undgå.

Distriktsanklager Cyrus Vance er ved at undersøge, om Trump forbrød sig mod delstatens love, da han og hans firma refunderede beløb, som Trumps tidligere advokat Michael Cohen har betalt til stripperen og pornostjernen Stormy Daniels.

Hun hævder at have haft et forhold til Trump. Det afviser præsidenten.

Er ikke hævet over loven

Den føderale dommer kritiserede i forbindelse med kendelsen Donald Trump for at have fremført det argument, at præsidenten, hans familie og forretninger skulle være hævet over loven.

Trump og hans advokater har argumenteret for, at præsidenten ikke kan efterforskes, så længe han sidder i Det Hvide Hus.

Det fremgår ikke tydeligt af den amerikanske forfatning, om præsidenter kan blive sigtet i en sag, mens de sidder i embedet, skriver New York Times.

Trumps advokater har allerede meddelt, at de vil kære mandagens kendelse. Det vil formentlig betyde, at sagen kan trække ud.

Det er bemærkelsesværdigt, at en dommer fuldstændig tilsidesætter argumentationen fra USA's præsident. Dommerens budskab er stort set: Se så bare at aflevere dine selvangivelser! MenTrump har dygtige advokater på sagen, og de appellerede fluks kendelsen og har haft held til at sætte sagen på pause indtil videre. Trump vil gøre ALT for at undgå, at offentligheden får indblik i hans økonomiske forhold. Det kunne jo være, at de selvangivelser afslører, dels at alt måske ikke er gået helt efter bogen, dels at Trumps forretningsimperium muligvis slet ikke er så god en forretning, som han påstår.

Advokat fik fængselsdom

Hvis det lykkes Cyrus Vance at få Trumps selvangivelser udleveret, betyder det ikke nødvendigvis, at de vil blive offentliggjort.

Dokumenterne er omfattet af regler om fortrolighed, indtil de eventuelt bliver fremlagt som beviser i en måske kommende retssag, skriver New York Times.

Undersøgelsen af betalingerne til Stormy Daniels har indtil videre ført til, at Michael Cohen er kendt skyldig i brud på reglerne for valgkampsfinansiering, skattesnyd og at have løjet for et kongresudvalg.

Cohen fik en treårig fængselsdom.

Men anklagemyndigheden i Trumps hjemby, New York, mener stadig, at de knap 130.000 dollar, som Cohen betalte til pornostjernen, blev overført på Trumps foranledning - og med penge fra hans kampagne, hvilket er ulovligt.

Trump nægter at udlevere papirer

Trump har lige siden valgkampen op til præsidentvalget i 2016 nægtet at udlevere sine selvangivelser, hvilket der ellers er tradition for.

Både Mitt Romey, John McCain og Barack Obama gjorde det, da de kæmpede om pladsen i Det Hvide Hus.

Det har medført spørgsmål om, hvad der mon kan læses ud af Trumps skattepapirer.

I flere omgange har demokratiske medlemmer af Kongressen krævet at få indblik i hans økonomi.

Det førte blandt andet til, at et kongresudvalg i april i år lagde sag an mod USA's finansministerium for at få udleveret Trumps selvangivelser for de seneste seks år. Både for hans personlige økonomi og hans selskaber.

Efter mandagens afgørelse skriver Trump på Twitter, at Demokraterne "har fejlet på alle fronter" og nu "presser" anklagere i New York til at være efter ham.

- Noget sådant er aldrig sket for nogen præsident før, hævder Trump.