Ny whistleblower har afgivet forklaring i højspændt sag om Trumps telefonsamtale

Som den første whistleblower er også den anden ansat i den amerikanske efterretningstjeneste.

Det spidser tilsyneladende til for USA's præsident, Donald Trump.

Endnu en whistleblower har viden om en omstridt telefonsamtale, der i juli fandt sted mellem USA's præsident, Donald Trump, og hans ukrainske kollega, Volodimir Zelenskij.

Det skriver ABC News og CNN på baggrund af oplysninger fra advokaten Mark Zaid.

Advokaten repræsenterer begge whistleblowere, skriver ABC News.

Overfor nyhedsbureauet AFP fortæller en anden advokat fra samme advokatkontor, som Mark Zaid arbejder for - Andrew Bakaj - at virksomheden repræsenterer "adskillige whistleblowere" i sagen.

Ville have snavs på rival

Sagen startede, da den første whistleblowers klage blev offentliggjort i sidste uge.

Den nye whistleblower kan vise sig at være et stærkere vidne, fordi vedkommende menes at have førstehåndskendskab til telefonsamtalen mellem Trump og Ukraines præsident. Den første whistleblower, der skrev en klage, havde ikke selv overværet telefonsamtalen, men baserede sin klage på andres observationer. Men det kan jo altså vise sig at være endnu mere væsentligt for Demokraternes videre proces, hvis den nye whistleblower måske selv har overværet telefonsamtalen og måske endda selv sad i samme lokale som præsident Trump.

Whistlebloweren havde gjort opmærksom på bekymrende elementer i en telefonsamtale mellem præsidenten og Ukraines regering, hvor Trump skal have lagt pres på Ukraines leder for at grave snavs frem om demokraten Joe Biden og dennes søn Hunter Biden.

Sønnen var i bestyrelsen for et ukrainsk energiselskab, mens hans far som vicepræsident var involveret i USA's politik vedrørende Ukraine. Og Trump har tilsyneladende en mistanke om, at Biden tilbage i 2014 har lagt pres på Ukraines chefanklager til fordel for sin søn, Hunter Biden.

Der er dog ingen beviser på, at Biden har gjort noget forkert, skriver CNN.

Whistlebloweren beskriver også, hvordan Det Hvide Hus angiveligt har forsøgt at holde samtalerne skjult via et hemmeligt it-system.

Trump har beskrevet klagen som "fuldstændigt unøjagtig", og han har afvist at have gjort noget forkert i sagen.

Og han fastholder, at det for ham handler om at undersøge korruption.

- Jeg har en forpligtelse til at undersøge mulig - eller sandsynlig - korruption, skriver Trump søndag på Twitter, efter nyheden om endnu en whistleblower er sluppet ud.

"Definitionen på korruption"

Sagen har trods det udløst et forsøg fra Demokraterne på at få stillet Trump for en rigsret.

Biden, der er demokrat og blandt favoritterne til at blive Trumps modstander ved præsidentvalget i 2020, har heller ikke meget til overs for Trumps beskyldninger.

- Trump er definitionen på korruption, skrev Joe Biden lørdag kort på Twitter lørdag.

Kan have overværet telefonsamtalen

Ligesom den første whistleblower er den anden, der er klar til at snakke med myndighederne, også ansat i det amerikanske efterretningsvæsen.

Det er uklart, hvad vedkommende har at sige.

Den anden whistleblower har foreløbig givet sine oplysninger til Michael Atkinson, der er generalinspektør for de amerikanske efterretningstjenester.