Udland

Atomforhandlinger mellem USA og Nordkorea er brudt sammen

Kim Myong-gil giver en pressekonference lørdag aften, efter atomforhandlingerne med USA var brudt sammen. Stringer / Ritzau Scanpix

Chefforhandleren fra Nordkorea er skuffet over USA, siger han på en pressekonference.

Et arbejdsmøde om en atomaftale mellem USA og Nordkorea er brudt sammen.

Det var Nordkorea, der forlod forhandlingerne nær den svenske hovedstad Stockholm kort før klokken 19.

- Vi er skuffede over USA, der ikke bragte noget til forhandlingsbordet, siger Nordkoreas chefforhandler Kim Myong-Gil.

Det skriver Expressen.

– USA har antydet, at de ville komme med en fleksibel tilgang, ny metode og kreativ løsning. USA har forhøjet forventningerne. Men de kom med ingenting, gjorde os dybt skuffede og tog viljen til at forhandle fra os, lyder det videre fra Myong-Gil ifølge det sydkoreanske nyhedsmedie Yonhap.

Der er dog mulighed for, at dialogen og forhandlingerne kan genoptages. Det er op til USA, lyder det fra Kim Myong-Gil.

Amerikansk undren

En talskvinde for USA's udenrigsministerium, Morgan Ortagus, har dog ikke samme opfattelse af, hvad der er sket i Sverige.

Der var en "god diskussion" med nordkoreanerne, siger hun ifølge AFP.

- De første kommentarer fra Nordkoreas delegation afspejler hverken indholdet eller ånden i dagens otte og en halv time lange drøftelser, påpeger hun.

Hun tilføjer, at USA var mødt op i Sverige med "kreative idéer".

Ortagus siger videre, at hendes regering har svaret positivt på den svenske regerings invitation til at genoptage mødet om cirka to uger.

Der var håb om fremskridt

USA's viceudenrigsminister, Mike Pompeo, sagde tidligere lørdag, at han håbede på fremskridt i de nye forhandlinger efter måneders stilstand.

- Vi er mødt op med et sæt af idéer, og vi håber, at Nordkorea er mødt op i den rette ånd og med en vilje til at forsøge at bevæge sig fremad og sætte det i værk, som præsident Trump og formand Kim aftalte tilbage i Singapore, lød det fra Pompeo.

USA's præsident, Donald Trump, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, mødtes for første gang i Singapore i juni 2018.

Det næste møde mellem dem fandt sted i Vietnams hovedstad, Hanoi, i februar i år, men derefter blev forhandlingerne afbrudt.

Testede nyt missil

Forhandlingerne blev så startet op igen fredag i Villa Elfvik Strand på Lidingö ved Stockholm med Nordkoreas chefforhandler Kim Myong-Gil og USA's chefforhandler Stephen Biegun ved bordet.

Det skete bare to dage efter, Nordkorea meldte ud, at styret med succes havde gennemført en test af en ny type ballistisk missil affyret fra en ubåd.

Missilet bryder gennem havoverfladen.
Missilet styrtede ned i Det Japanske Hav.

Missilet blev affyret fra havet omkring klokken 07.00 lokal tid onsdag omkring 17 kilometer nordøst for kystbyen Wonsan, hvor Nordkorea har en militærbase, der tidligere er blevet brugt til prøveaffyringer af missiler.

Nordkorea begyndte i 2015 at teste missiler affyret fra ubåde. I august 2016 blev der gennemført fire affyringer med et missil navngivet Pukguksong.

Det nye missil hedder Pukguksong-3 ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA.