Prins Harry og hertuginde Meghan lægger sag an mod flere aviser

16x9
Det er ikke første gang i denne uge, at det britiske kongehus er ude efter medierne. Foto: Facundo Arrizabalaga / Ritzau Scanpix

Det er ikke første gang i denne uge, at det britiske kongehus lægger sag an mod de britiske medier.

Prins Harry lægger sag an mod de britiske medier The Sun og Daily Mirror for ulovlig aflytning af telefonsvarerbeskeder.

Det bekræfter Buckingham Palace overfor flere engelske medier heriblandt The Guardian.

- Hertugen af Sussex har indledt en retssag mod ejerne af aviserne The Sun og The Daily Mirror i forbindelse med påståede hackerangreb på telefoner, hedder det i en udtalelse fra Buckingham Palace.

Også en talskvinde for News Group Newspapers, som ejer The Sun, bekræfter overfor Reuters at have modtaget et sagsanlæg fra Prins Harry.

Ikke første gang

Det er ikke første gang i denne uge, at det britiske kongehus er ude efter medierne. Onsdag lagde hertuginde Meghan sag an mod avisen Mail on Sunday, der ifølge hertugparret på ulovlig vis har offentliggjort et af hendes private breve.

I den forbindelse udtalte Prins Harry sig om søgsmålet, hvor han udtrykte bekymring overfor pressens ageren.

- Jeg mistede min mor, og nu ser jeg min hustru blive offer for de samme stærke kræfter, siger prins Harry i en udtalelse og henviser til, hvordan hans afdøde mor, prinsesse Diana, konstant var i de britiske mediers søgelys, indtil hun døde i en ulykke i 1997.

Prinsen forklarede også, at "hans største frygt er, at historien gentager sig selv".

Advokatfirmaet Schillings, der repræsenterer Meghan i sagen om brevet, beskylder Mail on Sunday for at skrive usande og nedsættende historier om hende.

**

Perspektiv

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var i 2015 genstand for flere falske nyheder.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var i 2015 genstand for flere falske nyheder. Foto: TV 2

Det danske kongehus siger fra overfor tabloidmedier

Det er ikke kun de britiske royale, der i de seneste år har måttet tage deres kampe med tabloidpressen. I 2015 måtte også det danske kongehus to gange på to uger aflive usande historier.

Første gang drejede det sig om en historie i danske Her og Nu, hvor det forlød, at prinsesse Marie havde været i Litauen for at få opereret sine bryster større. Den påstand manede kongehuset til jorden i en pressemeddelelse, og Her og Nu måtte trække historien tilbage.

Kun to uger senere skrev britiske Mail, der nu også er anklaget af det britiske kongehus, om familieproblemer i kronprinsesse Marys familie. Mail påstod at have opsnappet familiefejden på det, der tilsyneladende lignede kronprinsesse Marys brors profil på Facebook – men ifølge kongehuset var profilen falsk og historien løgn.

***