Udland

Mand bag knivdrab på franske politifolk hørte stemmer

Sagen om drabet på fire politifolk i Paris er fredag aften blevet overgivet til en særlig antiterroranklager.

Der er ingen umiddelbare tegn på, at manden, som torsdag dræbte fire kolleger ved et knivangreb i politiets hovedkvarter i Paris, var motiveret af ekstremisme.

Det oplyser de franske myndigheder.

Ikke desto mindre er den videre efterforskning fredag blevet overdraget til en særlig antiterroranklager. Det skriver Reuters.

- I lyset af de beviser, der er blevet indsamlet hidtil i den kriminelle efterforskning, er det besluttet at lade landets særlige antiterroranklager fortsætte det videre arbejde med at opklare forbrydelsen på politistationen i Paris, hedder det i en udtalelse.

Knivangrebet skete torsdag eftermiddag. Efter at have dræbt fire kolleger og såret en femte alvorligt, blev gerningsmanden skudt og dræbt i en gård i politihovedkvarteret.

Det blev kort tid efter kendt, at manden, som var ansat i politiet, var konverteret til islam i løbet af de seneste to år.

- Det faktum, at nogen konverterer til islam, er ikke et automatisk tegn på radikalisering, siger Sibeth Ndiaye, som er talsperson for den franske regering.

Født i Caribien

Den 45-årige gerningsmand havde arbejdet i politiet siden 2003.

Han blev født på den franske ø Martinique i Caribien, men flyttede til Paris for mange år siden.

Mandens hustru siger, at hendes mand aftenen før angrebet blev usammenhængende og hørte stemmer. Han skulle have haft et opgør med sine overordnede.

Der havde aldrig tidligere har været nogen problemer med hans opførsel.

Politichefen i Paris, Didier Lallement, siger, at politiet ikke har udelukket nogen teorier om angrebet.

Strejke mod øget vold

Drabene skete, dagen før politifolk gik i strejke mange steder i Frankrig for at skabe opmærksomhed omkring øget vold mod politiet.

Det var en kvinde og tre mænd, som blev dræbt ved angrebet, der skete omkring klokken 13. Det er tre politibetjente og en administrativ medarbejder, der har mistet livet.

En tolk, der befandt sig i bygningen under angrebet, fortale torsdag om panikagtige scener inde i hovedkvarteret.

- Folk løb rundt omkring, og der var gråd overalt. Jeg hørte et skud og tænkte, at det var indenfor. Sekunder efter så jeg flere politibetjente græde. De var i panik, sagde Emery Siamandi.