Maleri af aber i det britiske Underhus solgt for rekordbeløb

Maleriet er ifølge auktionshuset Sothebys en yderst relevant kommentar til Brexit-debatten.

Et maleri af den berømte anonyme gadekunstner Banksy er blevet solgt på en auktion for 9,9 millioner pund svarende til 83 millioner danske kroner.

Maleriet, der er fire meter bredt, forestiller det britiske Underhus, hvor parlamentsmedlemmerne er erstattet af chimpanser.

Det var forventet, at maleriet ville indbringe et sted mellem 1,5 og 2 millioner pund, men det endte altså med at blive solgt for næsten fem gange så meget.

Auktionshuset Sothebys tweetede efter hammerslaget, at maleriet var blevet solgt for 9,9 millioner pund - ni gange mere end den tidligere salgspris - efter en 13 minutter lang budkrig.

Den hemmelighedsfulde kunstner, som i årevis har holdt sin identitet skjult, reagerede selv på salget på Instagram med ordene:

- Rekordpris for et Banksy-maleri… En skam, jeg ikke stadig ejede det.

Mere relevant end nogensinde

Autkionshuset Sothebys skriver, at uanset, hvordan man forholder sig til Brexit, er Banksys maleri mere relevant end nogensinde, mener de.

Maleriet ’Devolved Parliament’ (Devolutioneret parlament) er så vidt vides det største Banksy-maleri på lærred.

En galleriassistent poserer foran Banksys maleri.
En galleriassistent poserer foran Banksys maleri. Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

Banksy malede ’Devolved Parliament’ til Bristol Museum i 2009. Maleriets anonyme ejer udlånte det tidligere i år til museet for at markere briternes planlagte udtræden af EU 29. marts, der som bekendt stadig diskuteres livligt i Underhuset.

Auktionen torsdag fandt sted næsten et år efter, at et andet Banksy-maleri skabte furore på en Sothebys-auktion, da maleriet ’Girl With Balloon’ selvdestruerede for øjnene af de måbende auktionsgæster.