Handler Trumps seneste skandale i virkeligheden ikke om Joe Biden, men om Elizabeth Warren?

Her er tre mulige bud på strategien bag præsident Trumps seneste skandaløse udmelding.

Det er en uge siden, at den største politiske skandale i nyere amerikansk historie, Ukraineskandalen, begyndte at rulle.

Torsdag blev der tilføjet et nyt kapitel i denne sag, og USA's præsident fik taget hul på den næste politiske skandale. Foran rullende kameraer bekræftede præsident Donald Trump ikke bare, at han havde opfordret den ukrainske præsident til at indlede en undersøgelse mod Joe Biden - en politisk rival og potentiel modstander ved næste års præsidentvalg - men fik i samme åndedrag også opfordret kineserne til også at åbne en undersøgelse mod Biden.

Hvilken strategi ligger der mon bag den skandaløse ageren? Her kommer ikke bare én men tre mulige udlægninger.

1. Der ligger ikke nogen strategi bag

Til tider kan der være en tendens til at overanalysere Trumps ageren i medierne og analytikerkorpset. Indrømmet: Min første indskydelse, da jeg hørte præsidentens udtalelser, faldt også i den klassiske analytikerfælde: "hvad forsøger Trump mon at opnå med det her?"

Den første udlægning fremstår derfor måske ikke særlig analytisk, men skal bestemt ses som en mulig forklaring.

Hvad hvis svaret på ovenstående spørgsmål ganske enkelt er, at der faktisk ikke ligger nogen større strategi bag præsident Trumps skandaløse ageren?

Jeg gentager: Hvad hvis præsidentens udbrud og opfordring til kineserne ikke er en del af en større strategi, men ganske enkelt uigennemtænkt og impulsivt?

Hvad hvis vi bare var vidne til "et ufiltreret indtryk af manden", som klummeskribenten Paul Waldman formulerede det?

Med andre ord: hvad hvis vi 'bare' så verdens mest magtfulde mand i åben nedsmeltning foran rullende kameraer med Det Hvide Hus i baggrunden?

Jeg ved godt, at svaret ikke er særlig betryggende.

2. Strategien skal sænke Bidens kandidatur

Den anden udlægning er, at der faktisk er tale om en egentlig strategi fra Trumps side. I den udlægning er præsidenten udmærket godt klar over, hvad han har gang i. Formålet er, som den konservative blogger Erick Erickson har pointeret, at Trump prøver at få medierne til at stille skarpt på Joe Biden.

Lad os gå ud fra, at Erickson har ret i sin vurdering. Så er det næste spørgsmål selvsagt, hvorfor vil Trump gerne have opmærksomheden rettet mod Biden?

I så fald må man antage, at præsidenten vurderer, at der er tale om en win-win-situation for en præsident, der befinder sig i en prekær situation.

Det øgede fokus på Bidens aktiviteter er en fordel for Trump, da der er en lang række spørgsmål vedrørende Joe og sønnike Hunter Bidens dømmekraft, der er værd at stille skarpt på. Ved at stille skarpt på de to herrer og opfordre fremmede magter til at undersøge Biden, kommer der som minimum et øget fokus på Hunter Bidens forretninger og Joe Bidens politiske ageren.

Tænker vi denne tanke videre, er det plausibelt at antage, at Trump ser to fordele i denne strategi. For det første kan strategien som minimum potentielt give Biden nogle politiske banesår, som Trump vil kunne udnytte i en eventuel valgkamp mod Biden i 2020. I bedste tilfælde kan strategien måske endda bidrage til at sænke Bidens kandidatur. Sidstnævnte ville passe Trump fint, da præsidenten anser Biden for en mere potent modstander end en meget venstreorienteret modstander i 2020 såsom Elizabeth Warren.

3. Normbruddet skal normaliseres

Den sidste mulige forklaring er, at præsidenten med sin opfordring til kineserne i dag forsøger at normalisere en normbrydende adfærd, der er dyb problematisk og ikke tidligere er set fra en amerikansk præsident.

Som jeg skrev i sidste uge, så er det fuldstændig uhørt og en skandale af historiske dimensioner, at USA's præsident gør brug af præsidentembedets magt for at involvere en fremmed nation i forsøget på at få skovlen under en politisk modstander.

Trump sætter partifællernes loyalitet på prøve

Uanset hvilken af de tre udlægninger, der måtte ramme plet, så skal præsident Trumps partifæller ud i nogle avancerede øvelser på at holde masken i de kommende dage for at forsvare præsidentens seneste skandale. At vicepræsident Mike Pence har valgt at stå last og brast med Trump, kommer nok til at lette det interne partipolitiske pres på præsidenten lidt.

Men alt andet lige må præsidentens seneste skandale gøre det sværere for Republikanerne at holde masken og blive ved med at postulere, at det er helt fjong, at USA's præsident i en lind strøm opfordrer fremmede magter til at undersøge politiske modstandere.

Så hvis vi skal tale om en strategi, er det måske på tide, at nogen i Det Hvide Hus eller Det Republikanske Parti river den skovl, som Trump er godt i gang med at grave sin politiske grav med, væk fra præsidenten.