Donald Trump: Kina bør også undersøge Joe Biden og hans søn

Den amerikanske præsident mener, at Joe Bidens søn har opført sig korrupt både i Ukraine og Kina.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrer nu også Kina til at undersøge tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunters forretninger.

Præsidenten står midt i et politisk stormvejr og risikerer en rigsretssag, fordi han i en telefonsamtale har opfordret – og måske endda forsøgt at presse – Ukraines præsident til at undersøge Joe Biden og hans søn.

Men det har ikke fået Donald Trump til at opgive ideen.

Torsdag gentog han, at Ukraine burde starte en undersøgelse. Og han tilføjede, at Kina burde gøre det samme:

- Det, der skete i Kina, er næsten lige så slemt som det, der skete i Ukraine, sagde Trump til journalister samlet foran Det Hvide Hus i Washington.

Med far i Kina

Historien fra Kina handler om, at Hunter Biden i 2013 ledsagede sin far på et officielt besøg til Kina og angiveligt benyttede besøget til at møde forretningsforbindelser, som han senere oprettede et finansfirma sammen med.

Torsdag understregede Donald Trump, at han ikke officielt har bedt Kina om at starte en undersøgelse, og at det heller ikke er noget, som han har drøftet med den kinesiske præsident, Xi Jinping, under deres møder.

- Det har jeg ikke, men det er helt klart noget, vi må begynde at overveje, sagde han til de forsamlede journalister.

Ved at blande Kina ind i sagen skærper Donald Trump nu konflikten med det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, der skal afgøre, om der skal rejses en rigsretssag mod Trump.

Adam Schiff, der er demokrat og formand for Repræsentanternes Hus' efterretningsudvalg, kalder opfordringen til Kina for et brud på den ed, som Trump aflagde, da han blev indsat som præsident.

Med i bestyrelsen

Hvad Trump ønsker undersøgt, står ikke lige så klart som det er tilfældet i Ukraine-sagen, hvor Trump beskylder Joe Biden for at have fået en ukrainsk statsanklager fyret for at beskytte sin søn.

I 2014 blev Hunter Biden bestyrelsesmedlem i et ukrainsk naturgasfirma til en månedsløn på 50.000 dollar. Tilsyneladende havde han ingen kvalifikationer, der kunne retfærdiggøre det velbetalte job, bortset fra hans familieforbindelse til en af verdens mest indflydelsesrige mænd.

Vicepræsident Joe Biden var dengang særlig ansvarlig for den amerikanske politik over for Ukraine.

To år senere var Joe Biden med til at kræve den ukrainske statsanklager fyret - sammen med blandt andre EU og Den Internationale Valutafond. Ifølge Biden selv fordi statsanklageren stod i vejen for et opgør med korruptionen i landet.

'100 procent en svindelaffære'

Donald Trump hævder på sin side, at statsanklageren var på vej til at undersøge netop det firma, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen - og at det var derfor, Joe Biden ville have ham fyret.

- Jeg vil anbefale, at de indleder en undersøgelse af Biden-familien, for ingen er i tvivl om, at de er svindlere. Det var 100 procent en svindelaffære, sagde Trump torsdag.