Angst for Brexit: Irland rækker ud efter Danmark

16x9
Både Irland og Nordirland frygter følgerne af Brexit. Førstnævnte åbner nu for muligheder for mere samhandel med Danmark. Foto: Clodagh Kilcoyne / Scanpix Denmark

Irland vil gøre sig mindre afhængig af Storbritannien på grund af frygt for økonomisk krise.

Irland rækker nu ud efter Danmark for at komme ud af den skruestik, som den grønne ø er havnet i, fordi Brexit risikerer at kaste irerne ud i en dyb økonomisk krise.

Fredag besøger den irske premierminister, Leo Varadkar, den danske statsminister, Mette Frederiksen. Og med sig vil den irske statsleder have et nyt initiativ.

Irland åbner nemlig et nyt handels- og eksportkontor i Danmark – Irland Enterprise – der kommer til at ligge i Ørestaden på Amager.

Det er det syvende kontor, Irland åbner som konsekvens af Storbritanniens farvel til EU. Formålet er at gøre Irland mindre afhængig af britisk økonomi, og man følger dermed etableringen af tilsvarende kontorer i blandt andet Lyon og München.

Brexit kan gøre stor skade på BNP

Irland har hårdt brug for nye eksportmarkeder.

Landet står til at blive ramt hårdt på landets bruttonationalprodukt, når briterne forlader EU. Ifølge en opgørelse fra IMF (Den Internationale Valutafond) står irerne til at tabe 3,8 procent af bruttonationalproduktet, hvis der kommer et hårdt Brexit.

Det er et fire gange hårdere økonomisk slag, end Danmark forventes at skulle tage, og risikerer at påføre den irske økonomi voldsom skade efter en genrejsning fra den store finanskrise for 10 år siden.

Lederen af den irske eksportforpost, Karin Angus, er sikker på, at danske og irske virksomheder vil kunne danne stærke partnerskaber.

Og hun har noget at bygge optimismen på. I 2018 eksporterede Danmark samlet set for 4,8 milliarder kroner varer.

Eksporten toppede tilbage i 2007, hvor irerne aftog danske varer for 8,5 milliarder kroner, men tallet er sidenhen skrumpet i kølvandet på Irlands økonomiske afmatning.

Dansk medicinalvirksomhed i to irske byer

Den vigtigste eksportvaregruppe sidste år var medicinske og farmaceutiske produkter.

Den danske import fra Irland beløb sig i 2018 til 6,1 milliarder kroner. Danmark importerer primært medicinske og farmaceutiske produkter samt tjenesteydelser.

- Vi mener, at danske og irske virksomheder er et godt match. Vi står allerede for opførelsen af de nye store datacentre, som tech-giganterne bygger i Danmark, hvor vi enten er hovedentreprenør eller underentreprenører. Og også på medicinalområdet har flere danske virksomheder placeret produktion i Irland, siger Karin Angus til TV 2.

En af virksomhederne, der har etableret produktion, er Leo Pharma.

Den danske medicinalvirksomhed producerer cremer, geler og salver fra sine to irske fabrikker, hvoraf den ene er placeret i Dublin og den anden i Cork.