Brexit

Boris Johnsons brev til EU: Vi foreslår ny løsning for Nordirland

Den britiske premierminister foreslår EU, at der oprettes en frihandelszone på øen Irland.

Den britiske regering har nu offentliggjort indholdet af det brev, som premierminister Boris Johnson har sendt til formanden for Europa-kommissionen Jean-Claude Juncker.

Storbritannien foreslår, at der bliver oprettet en ’frihandelszone’ for hele øen Irland – altså både for Irland og for det britiske Nordirland.

Ifølge Boris Johnson fjerner det behovet for det ’backstop’, som parterne har haft svært ved at blive enige om.

- Zonen vil fjerne alle faste kontroller mellem Irland og Nordirland, skriver Boris Johnson.

Det betyder, at Nordirland forbliver i EUs indre marked for varer, men at Nordirland efter en kort overgangsperiode vil følge resten af Storbritannien ud af EUs toldunion.

Boris Johnson lægger samtidigt op til, at beslutningen om at forblive i den såkaldte 'frihandelszone' skal til afstemning i det nordirske parlament Stormont hvert fjerde år.

- Denne regering vil have en aftale, som jeg er sikker på, vi alle vil. Hvis vi ikke kan nå frem til en, vil det være en fejl, vi alle er ansvarlige for, skriver Boris Johnson til Jean-Claude Juncker.

Kilder i den britiske regering siger til tv-stationen ITV, at hvis ikke de næste dages forhandlinger viser resultater, så vil Boris Johnson slet ikke møde op til EU-topmødet 17. oktober.

Det nordirske, protestantiske parti DUP, der er støtteparti til Boris Johnsons konservative regering, har budt regeringens forslag velkommen.

Det store oppositionsparti Labour kritiserer til gengæld forslaget.

- Forslaget er værre end det, som Theresa May fremsatte i sin tid, siger Labourleder Jeremy Corbyn til Sky News.

Farvel til bagstopperen

Det kritiske punkt i Theresa Mays aftale var formuleringerne om et 'backstop' - altså en 'bagstopper'. Det var en sikkerhedsmekanisme, der skulle træde i kraft, hvis EU og Storbritannien ikke kunne blive enige om en frihandelsaftale, der gjorde grænsekontrol mellem Irland og Nordirland overflødig. 'Bagstopperen' lagde op til, at Storbritannien i så fald skulle forblive i EUs toldunion, indtil der var lavet en aftale.

Britiske politikere var imidlertid ikke parate til at indgå en aftale, der - i værste fald - ville binde landet til EUs toldunion i mange år.

Det vil ikke være muligt med det nye britiske forslag:

- Det har altid været helt grundlæggende for denne regering, at Storbritannien vil forlade EUs toldunion, når overgangsperioden er overstået. Det må vi gøre helt og aldeles. Kontrollen over vores handelspolitik er helt grundlæggende for vores vision om fremtiden, skriver Boris Johnson til Jean-Claude Juncker.