Verdens ledere er samlet i Paris for at tage afsked med Jacques Chirac

Jacques Chirac dominerede fransk politik i årtier - blandt andet som præsident fra 1995 til 2007 og som borgmester i Paris.

Mandag bliver Frankrigs tidligere præsident Jacques Chirac begravet.

Det tidligere statsoverhoved, som døde torsdag 86 år gammel, blev først på dagen mindet ved en gudstjeneste i den franske hovedstad.

Politiske ledere fra en lang række lande er i Paris for at deltage i Frankrigs landesorg over Chiracs død.

Tusindvis af mennesker har de seneste par dage besøgt hans kiste ved Invalidekirken, hvor en række af Frankrigs krigshelte og militærpersoner, herunder Napoléon Bonaparte, er begravet.

Tidligere præsident Nicolas Sarkozy og hans kone Carla Bruni-Sarkozy tog mandag afsked med Jacques Chirac.
Tidligere præsident Nicolas Sarkozy og hans kone Carla Bruni-Sarkozy tog mandag afsked med Jacques Chirac. Foto: Francois Mori / Ritzau Scanpix

Populær trods korruptionssager

Chirac var en dominerende politisk skikkelse i Frankrig i årtier, og han sad på præsidentposten i 12 år - fra 1995 til 2007.

Da Chirac havde forladt det politiske liv, blev han i 2011 fundet skyldig i to tilfælde af magtmisbrug og korruption til fordel for sit politiske parti, da han var overborgmester i Paris i perioden fra 1977 til 1995.

Alligevel viser en meningsmåling i søndagsavisen Le Journal du Dimanche, at franskmændene anser ham for at være den bedste præsident i nyere tid ved siden af Charles de Gaulle.

Franskmændene mener, at Chiracs vigtigste politiske beslutning var at modsætte sig den amerikanskledede invasion i Irak i 2003.

Chirac døde torsdag 86 år gammel.
Chirac døde torsdag 86 år gammel. Foto: Christophe Petit Tesson / Ritzau Scanpix

Danske kongelige deltager

Efter en familiegudstjeneste i Invalidekirken blev Chiracs båre kørt gennem det centrale Paris med militær eskorte til en sidste gudstjeneste i kirken Saint-Sulpice i Odéon-kvarteret i det 6. arrondissement.

Ifølge det franske præsidentkontor vil over 30 regeringsledere og statsoverhoveder deltage i sørgeceremonien. Heriblandt vil Putin, Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier og den ungarske regeringschef, Viktor Orbán deltage.

Bill Clinton er blandt deltagerne ved sørgeceremonien i Paris.
Bill Clinton er blandt deltagerne ved sørgeceremonien i Paris. Foto: Francois Mori / Ritzau Scanpix

Også tidligere ledere, der arbejdede tæt sammen med Chirac, deltager. Heriblandt den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder og USA's tidligere præsident Bill Clinton.

Fra EU deltager Jean-Claude Juncker, EU-Kommissionens formand.

Prins Joachim og prinsesse Marie deltager for Danmark.

Roser fra Putin

Putin arbejdede tæt sammen med Chirac i den første fase af sin præsidenttid, og de to ledere var navnlig stærkt forenede i deres modstand mod Irak-invasionen.

Ruslands præsident Vladimir Putin deltager i sørgeceremonien.
Ruslands præsident Vladimir Putin deltager i sørgeceremonien. Foto: Francois Mori / Ritzau Scanpix

I en usædvanlig ligefrem bemærkning i et interview med The Financial Times i juni sagde Putin, at Chirac var den moderne politiske leder, som havde imponeret ham mest.

- Han var en sand intellektuel, en professor og en meget velafbalanceret person, som samtidig var meget interessant, sagde Putin i interviewet.

Jacques Chirac bliver senere mandag begravet ved en privat ceremoni.