Politiet affyrer vandkanoner med blå farve mod demonstranter i Hongkong

Søndag har der været flere voldsomme sammenstød i Hongkong. Det sker to dage før markeringen af 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina.

Tåregas og vand med blå farve fyldte søndag luften i Hongkong. Her var demonstranter for 17. weekend i træk på gaden i protest mod kinesisk indflydelse og for demokrati.

Det skriver CNN.

Den blå farve kom fra politiets vandkanoner, og den er myndighedernes middel til at identificere uromagere. Demonstranterne svarede igen med molotov-cocktails.

Balladen sker blot to dage før 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina. En årsdag, der også bliver markeret i Hongkong.

I år har man dog nedskaleret fejringen på grund af den tilspidsede situation.

Et årligt fyrværkerishow er blandt andet blevet aflyst, skriver nyhedsbureauet AP.

Søndag ødelagde demonstranterne i Hongkong også bannere, der markerede 70-årsdagen. Der blev også malet graffiti og smadret butiksruder.

Flere måneders protester

Hongkong har siden juni været omdrejningspunkt for omfattende protester. De startede på grund af et omstridt lovforslag om udlevering af Hongkongs borgere til retsforfølgelse i Kina.

Efter pres fra demonstranterne droppede Hongkongs politiske leder Carrie Lam udleveringsloven i starten af september, men alligevel er protesterne fortsat.

Trods bekymringer for sikkerheden i Hongkong, så vil netop Carrie Lam stå i spidsen for en delegation på 240 personer, der mandag tager til Kina. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Delegationen skal deltage i tirsdagens officielle markering af 70-året for Folkerepublikken Kinas oprettelse. På årsdagen vil der blandt andet være en stor militærparade med omkring 15.000 soldater. Den bliver blandt andet overværet af den kinesiske præsident Xi Jinping.