Udland

Vestager vil gå EU-solo med digital skat, hvis resten af verden svigter

Margrethe Vestager under en nyhedskonference om Irlands skatteaftaler med Apple. (Arkivfoto) Eric Vidal / Scanpix Denmark

OECD arbejder på model for digital skat. Lykkes det ikke på globalt plan, bør EU gå alene, siger Vestager.

Skat skal vi alle betale, også Google og Facebook, lyder Margrethe Vestagers holdning, og derfor er den snart ledende næstformand i EU-Kommissionen også parat til at gå solo.

EU-landene har i årevis ikke formået at lande en aftale om beskatning af it-virksomheder som eksempelvis Google og Facebook.

Landene er enige om at søge en global løsning gennem det internationale OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling). Og der arbejdes på sagen. Men det kan tage tid, og Vestager er ikke tålmodig på de store it-giganters vegne.

- Hvis der ikke kan findes en effektiv aftale inden udgangen af 2020, så bør EU være klar til at gå videre på egen hånd, siger Vestager.

Det skriver kommissæren i et 17 sider langt brev til flere udvalg i Europa-Parlamentet, som har ansvaret for at godkende EU-Kommissionen.

Vestager lover at være upartisk

De næste par uger skal Vestager og de andre kandidater møde op til godkendelseshøringer, og 23. oktober stemmer EU-Parlamentet om den samlede EU-Kommission. Måske med udskiftninger i persongalleriet inden da.

Vestager er ikke den kandidat, der har været mest fokus på, når parlamentet har peget på mulige problemer med kandidater. Men alligevel har der været bekymringer om danskerens måske kommende job.

De er gået på, om hun vil formå at adskille det meget autonome konkurrencekontor med sine andre opgaver på det digitale område.

- Troværdigheden i det at håndhæve EU's konkurrencelov er baseret på uafhængighed og upartisk håndtering af hver enkelt sag. Det skal ske i fuld respekt for integritet og fortrolighed om efterforskningen, svarer Vestager.

Hun peger på, at der er mekanismer i måden, systemet er konstrueret på, der sikrer dette.

- Uafhængigheden er ikke til forhandling. I forlængelse af min ed i 2014, da jeg overtog jobbet, vil jeg fortsat håndhæve loven uden frygt eller fordele til nogen, uddyber hun.