Udland

Tidligere ukrainsk minister afviser Trump: Biden fik ikke fyret anklager

USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, har fået en stævning, som kræver, han skal fremlægge dokumenter om Trumps Ukraine-samtale.

Det er forkert, når USA's præsident, Donald Trump, påstår, at hans politiske modstander Joe Biden fik presset en fyring igennem af en statsanklager i Ukraine af hensyn til hans søn Hunter Bidens forretning.

Det siger Ukraines tidligere udenrigsminister Pavlo Klimkin til BBC, der var øverste diplomatiske chef i 2016, da anklageren ved navn Viktor Shokin blev fyret.

Beslutningen om at opsige ham skulle i stedet findes i adskillige anklager om, at retssystemet i Ukraine var korrupt, og at det derfor var nødvendigt at ryste posen.

Et ønske, som Klimkin husker kom fra en række vestlige lande og organisationer, herunder EU.

- Han blev fyret, fordi vi gennemførte en række reformer. Det handlede ikke om anklageren, men anklagemyndigheden, der var systematisk korrupt, siger Klimkin.

Klimkins kommentarer er en rød klud i hovedet på Donald Trump. Fredag gentog Trump i en video påstånden om, at Joe Biden lovede Ukraine en milliard dollars, hvis Shokin blev fyret.

Pompeo stævnet

Donald Trump er under maksimalt pres, efter Demokraterne har indledt en rigsretsproces mod Trump, og sent fredag aften blev Trumps administration yderligere stækket.

USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, har fået en stævning, som kræver, han skal fremlægge dokumenter om Trumps Ukraine-samtale, skriver Reuters.

Indkaldelsen kommer fra Udenrigsudvalget, Efterretningsudvalget og Kontroludvalget.

Demokraterne beordrer Pompeo til at fremlægge Trumps Ukraine-dokumenter inden 4. oktober.

- Udvalgene undersøger, i hvilket omfang præsidenten kompromitterede den nationale sikkerhed ved at presse Ukraine til at blande sig i vores valg i 2020, siger de tre demokratiske udvalgsledere i en erklæring fredag.

Demokraterne beskylder Trump for at have tilbageholdt militær bistand til Ukraine.

Samtidig opfordrer udvalgslederne til, at flere centrale personer vidner i en mulig rigsretssag. Det gælder for den tidligere amerikanske ambassadør i Ukraine, Marie Yovanovitch, særlig udsendt til Ukraine, Kurt Volker, samt den amerikanske EU-ambassadør, Gordon Sondland.

Selv har udenrigsministeren nægtet at dele dokumenter og oplysninger om kontakter til ukrainske embedsfolk.